Æ tyr

Barndommen på landet var befolket af et hav af levende mennesker og skyggeskikkelser. Hvad mange af dem lavede, var et mysterium. Bevares, selv en lille purk kunne regne ud hvad Jens Fisk, Hans Post og Æ Lille Brød gjorde for at tjene til livets ophold. Andre var sandsynligvis ufarlige, som Cykel Morten og Pandekagemanden. Men et par stykker hjemsøgte min fantasi: Æ Tyr og Æ Wonnemand. Vi taler om en for længst svunden tid på landet, hvor selv husmandssteder som vores, der lå langt væk for enden af smalle grusveje, fik ugentlige besøg af diverse rejsende og handlende. Der lå noget farligt i de to kaldenavne, og sæt de kom på besøg, mens jeg var alene hjemme på gården?

Så var det mere behageligt at tænke på Pandekagemanden og Cykel Morten. De boede tæt på hinanden i den nærmeste landsby. Pandekagemanden var vognmand og bybud. Han kunne løfte en sæk korn uden at fortrække en mine. Det kan de fleste i dag, men dengang vejede sækkene 100 kilo. Han kunne snildt læsse en vogn med en større mængde sække uden at blinke; han var stor og stærk, men udover det, var der det specielle ved ham, at han kun spiste – pandekager. Intet andet. Hele sit liv. Cykel Morten, til gengæld, var tynd og senet. Han var gammel og det eneste, jeg vidste om hans diæt var, at han tilsyneladende kun levede af piberøg. Han boede alene og han var altid i gang med ’at fistre’, som han selv kaldte det. Han var ekspert i at forsyne områdets børn og unge med brugbare cykler for en slik. Han stod ude i sit værksted med to eller tre udtjente cykler og skar og skruede og svejsede, malede og polerede. Og vupti, der stod en udmærket cykel klar til en ny ejer. Stedet hed bare ’værkstedet’ og ikke ’cykelværkstedet’, da han også var opfinder. ’Georg Gearløs’ ville han nok kaldes i dag. Et af hans påfund var en brødrister til en stor familie, der kunne lide toast. Han havde koblet tre ’pop-up’ brødristere sammen, så man kunne klare seks skiver brød samtidigt. Godt nok fyldte det monstrum meget på et bord, men oplevelsen af seks stykker ristet brød, der sprang op samtidigt, var pladsen værd. Han demonstrerede det gerne for os drenge; han havde altid en større bøtte Nutella stående gæstfrit fremme på bordet…

Cykel Morten lavede også et motiv til sin egen gravsten: en fin lille cykel i metal mage til dem, han altid ’fistrede’ med. Det blev et godt minde om ham, i hvert fald bedre end en tre-lags brødrister.

Efter Mortens død, skulle de nye beboere, der flyttede ind i hans hus, naturligvis også rydde op på hans værksted. Da Morten ingen familie havde, var der tale om et dødsbo. Der var meget for dem at rydde op i. De ville starte en lørdag formiddag, men da de gik hen til værkstedsdøren, hørte de lave stemmer og kunne lugte piberøg. Konen skubbede forsigtigt døren op. Inden for værkstedet var der dog intet at se. Der var stille og støvet, her var der ingen, der havde sat sin fod siden Cykel Mortens død måneder før. De oplevede det samme igen den næste dag, og landsbybeboerne, der havde kendt ham og tit havde været forsamlet hos ham på lørdag formiddage for at holde snak, nikkede og citerede Cykel Mortens yndlingsudtryk: ’Der er mere mellem himmel og jord…’

Det endte med, at den nye familie rev værkstedet ned og byggede en ny garage med et lille hobbyrum bagved. Sådan forsvandt endnu en historie fra landsbyen. Og dog ikke helt. Det siges, at der ind imellem på underlige tidspunkter kan lugtes piberøg på matriklen.

Historien blev genopfrisket for mig den dag, Æ Wonnemand kom på besøg. Kort efter middag var der en støvsky, der langsomt flyttede sig op ad vejen. Snart dukkede der en motorcykel med sidevogn op. Den kørte ind på gårdspladsen og tøffede ganske vant hen til stalden, hvor motoren blev slukket. Jeg kunne se, at i den særligt ombyggede sidevogn lå der verdens største gris. Eller rettere, orne. Mor kom til døren og sagde til mig: ’Skynd dig og hent far. Sig til ham, at ornemanden er kommet.’ Nå jo - ornemanden med sin orne til bedækning af grisesøerne i stalden. Æ Wonnemand, tænkte jeg. Ornemanden. Og han så ganske almindelig ud. Så let var det. Og Æ Tyr – det kunne jeg nu næsten selv regne ud.

Men så enkelt var det alligevel ikke helt med Æ Wonnemand. Efter at ornen havde gjort sin pligt og havde fået lov til at hvile på laurbærrene i stien, kom Æ Wonnemand med ind i køkkenet for at få sin kaffe. Med sig han havde en sort taske cirka halvt så stor som den, jeg havde set jordemoderen bære. Han lagde den forsigtigt på bænken.

’Nå, du har taget din magiske kasse med’, bemærkede far.

’Jeg ved ikke med det ’magiske’, svarede manden. ’Men jeg har haft en mærkelig oplevelse med den siden sidst.’ Han lukkede tasken op og drog et indbundet album frem. Ved siden af det var der et fotografiapparat, som han lod ligge. Det var et såkaldt bokskamera; det er så længe siden, at de færreste dengang ejede et kamera. Det var kun de omrejsende fotografer, der en sjælden gang kom forbi, der havde et fotografiapparat.

’Nej, jeg er ikke meget for at fotografere mere, selvom jeg selv synes, uden at prale, at jeg har taget et par gode billeder. Men se her!’ og han bladrede i albummet indtil han fandt en side med et fotografi fra kirkegården.

’Jeg lovede præsten, at jeg vil tage nogle billeder af kirken og præsteboligen og af de mest interessante gravsten. Han flytter jo, og han vil gerne have nogle minder med. Se, her er den ældste sten. Og der ligger ham, der faldt i krigen i 1864.’

’Og der er Cykel Mortens sten!’ sagde jeg, da jeg fik øje på stenen med den karakteristiske lille cykel fastgjort ved siden af navnet: Morten Kristensen Cykelhandler.

Manden drejede albummet og studerede billedet. Han sukkede og drejede albummet tilbage igen. ’Nej, der er ikke noget at se’, kommenterede han nærmest for sig selv.

’Jo da, det er et meget fint billede’, sagde min far. ’Meget tydeligt.’

’Jeg skulle bare aldrig have taget det’, svarede Æ Wonnemand. ’Kan I huske det, som Morten altid sagde? ”Der er mere mellem himmel og jord.” Jeg ville gerne have fotograferet ham i værkstedet. Men nej, han blev nærmest sur. ”Jeg har det ligesom nogle afrikanske stammer, der mener, at sådan et apparat stjæler en lille bid af ens sjæl. Nej, ikke tale om!” sagde han altid.’

’Jamen, du har i det mindste fået et godt billede af hans gravsted.’

’Det er ikke det billede, jeg tog’, svarede han. ’Der var en mægtig sort ravn på kirkegården, der nærmest fulgte mig, da jeg fotograferede. Og da jeg kom hen til Mortens gravsten, havde jeg lige akkurat ét billede tilbage på rullen. Da jeg fokuserede på stenen, hoppede ravnen op på den og satte sig der med vingerne lidt spredte. Måske lidt truende. Men jeg syntes, det var et godt motiv, så jeg knipsede lige. Sten, ravn, det hele.’

Vi kiggede på billedet. ’Der er da ingen fugl!’

’Den må være fløjet’, spøgte min far.

Æ Wonnemand sukkede og lukkede albummet. ’Jeg tror ikke, jeg tager flere fotografier. Der er noget lumsk ved det hele.’ Han drak det sidste af sin kaffe, tog tasken under armen og gik ud til ornen og motorcyklen. Snart var det kun den lille støvsky der markerede, at der havde været fremmede på besøg.

 

Skaden og grisen. Adolph Kittendorff.  1845

Skaden Og Grisen

Guldskatten

Man kan blive træt af omtalen af ’de gode gamle dage’ med refrænet om sammenhold, tilfreds nøjsomhed og hygge ved julelampens skær. På den anden side er der også den traurige fortælling om ’dengang tiderne virkelig var hårde, så kom ikke her…’ – hvilket kan være lige så irriterende. Om dengang børnene deltes om en frikadelle, da rugbrødet blev sparet på så længe, at hvis man fik en mundfuld og kom til at hoste, røg der grønligt støv ud af munden, og dengang da måltiderne bestod af grød – vandgrød og byggrød og så mere vandgrød. Fattigdommen registreredes på en slags madskala. Og hvis der en sjælden gang var gilde, gik snapseglasset rundt fra hånd til hånd, eller snarere fra mund til mund. Og kandisstykket, der skulle forsøde kaffen, blev suttet på og omhyggeligt lagt tilbage i skålen til den næste. Ak ja!

Familien Krause, der boede på en hedelod, kunne sagtens synge med på dette refræn. Bedsteforældrene var oprindeligt fra Flensburg og da grænsen blev nytegnet i 1864, flyttede de til en landsby lige syd for Kolding. Her gik det ganske godt for Helmut Krause, der var udlært skrædder. Deres børn modtog endda hver en lille sum penge, da de flyttede hjemmefra. Den ældste datter, Larsine, blev gift med en sølvsmed, der også klarede sig fint. Da deres børn blev store, fik de en lille pot penge, som de kaldte det, som der var tradition for i familien.

Den yngste, Oskar, var immervæk noget anderledes. Han var forkælet og lidt vild. Da han blev myndig, nåede han i løbet af ganske kort tid at solde sin portion penge op, gøre nabopigen gravid og melde sig ind i hæren. Han giftede sig dog med pigen Marie, og hendes far, der var husmand med et stort areal hedejord, sørgede for, at de både fik en hedelod på cirka 40 tønder land og også et primitivt bræddehus at bo i.

Som tiden gik, faldt Oskar nogenlunde til ro. Han fik også sat lidt skik på ejendommen, men den krævede en stor indsats, som Oskar trods voksende modenhed ikke kunne præstere. De havde efterhånden fået fire børn, og Marie lagde mærke til, at når Oskar kom hjem på orlov, gik han ofte op på en lille forhøjning bag huset og kiggede længe tværs hen over det tomme landskab mod horisonten. Så indtraf den dag, hvor en fremmed soldat kom ridende hen til huset. Marie var udenfor og fodre hønsene med kartoffelskrald og gammelt brød. Manden forklarede hurtigt sit ærinde: De havde ikke set noget til Oskar siden hans sidste orlov. Om han var syg eller… sætningen hang i luften. Marie kunne kun fortælle, at han var taget afsted efter orloven som sædvanligt. Hun blev ganske forskrækket og blev ikke mere beroliget, da soldaten oplyste hende, at Oskars kammerater fortalte, at han havde snakket en del om at tage til Amerika og finde lykken der.

Marie blev grebet af en bange anelse og løb ind i køkkenet, hvor hun tog et gammelt tinkrus ned fra tallerkenrækken. Her opbevarede Marie de sparepenge, det lykkedes dem at skrabe sammen. Ganske rigtigt: kruset var tomt. Hun gik ud igen til den ventende soldat. ’Han er væk’, sagde hun tonløst. ’Sparepengene er væk. Han kommer aldrig tilbage.’

Det var en spådom, der gik i opfyldelse. Når nogen spurgte Marie til ham, rystede hun bare på hovedet og hendes mund trak sig sammen som en tynd, kold streg. Årene gik og familien overlevede just. Maries forældre hjalp så meget, de kunne, og Oskars søskende rakte af og til en hjælpende hånd. Børnene kom tidligt ud at tjene, mens Marie passede den lille bedrift.

En dag kom der en besked til Krauserslægten om, at der var kommet en arv fra Amerika, der bestod af en stor portion guld. Den stammede fra ’en tysker’ med navnet Krauser. Med hjælp fra familien forsøgte Marie at gøre krav gældende på arven. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Oskar, der var ’en tysker’, der var blevet velhavende i Amerika, og som han havde håbet ville berige familien og løfte dem op af fattigdom. Men det lykkedes ikke Marie at få sit krav godkendt, og en anden i Sønderjylland, der også hed Krauser, fik hele arven. Måske kunne Marie tolke historien som en lykkelig slutning på usikkerheden omkring sin mands pludselige forsvinden. Han havde hele tiden haft familien i tankerne. At det alligevel gik så galt til sidst må dog have pint hende slemt. Men når hun blev udfrittet om det, rystede hun bare på hovedet og klemte læberne stramt sammen.

En gammel kone på heden, 1904 Knud Larsen
En gammel kone på heden, 1904 Knud Larsen

Plovmanden

Plovmanden

Sommeren 2018 var for mange en fornøjelse, for andre en forbandelse, og for arkæologer en fryd. Omridset af mange ukendte bygninger og fortidsanlæg kunne pludselig ses fra luften, aftegnede i det svedne græs. Om en sådan bygning og dens historie skal denne fortælling handle. Det drejer sig om det mærkelige ingenmandsland mellem Gilbjerg og Nebel, Vandmosen og Nørremosen, hvor Nebel Nørrebæk finder sin næsten usynlige vej, afmærket af pilekrat og lidt fuglesang. Her er der stadig megen lyng, der røber, at indtil for ikke så forfærdelig længe siden lå området i hede. Mellem vores ’Spjættenborg’ på bakketoppen, Peter og Anna Falks ’ved siden af heden’, og Anton Oles i skoven, lå der engang en hedeejendom. Den lå der før vores tid, og kun i sådanne tørre somre kan man se spor efter den fra luften, aftegnet som en aflang markering i det gullige græs. For bygningen, der anes, er ellers helt væk.

Selv på de gamle matrikelkort er det svært at afgøre, hvor megen jord, der oprindeligt lå til ejendommen. Måske 40 tønder land, måske det tidobbelte, der lå i mose og hede, da Lasselil byttede sig til det for et lommeur og en halv flaske brændevin.

Om Lasselils forhistorie skal der blot siges, at han var en af de mange, der dengang blev døbt Lars. Lasselil gik i skole sammen med tre andre, der også hed Lars. Man skulle kunne skelne: Der var Tumpe Lasse, Lars Skrædder, Lasse Prut – og historiens fokuspunkt, Lars Hansen, som var ret stor af sin alder, og i sagens natur dermed skulle hedde Lille Lars, eller Lasselil.

Lasselil havde en arbejdsvilje, der passede til hans store krop. Han skuede ud over sin nyerhvervelse – og langt kunne man skue, da der ikke fandtes et træ eller en busk, der var højere end hans knæ – så langt, ja, så langt som til skyerne, der lignede isbjerge på horisonten. Han brændte lyng og harvede, han gravede mergel og pløjede, han såede og småhøstede, og imens skar han tørv nok til at brænde et læs mursten; leret gravede han i æ pyt nede ved bækken. Han tjente penge om dagen som daglejer, og langsomt groede en lille hedeejendom frem. Om vinteren arbejdede han i den nyetablerede Fromssejr plantage med at tynde de efterhånden 15-årige grantræer. En dag mødte han grosserer Karl Moresco, der kørte på en skovsti i en jumbe sammen med sin tyske kone, deres to børn og deres guvernante. Moresco holdt hesten an for at spørge til Lasses arbejde, som han beredvilligt fortalte om. Både familien Moresco og den ledsagende guvernante, som lød navnet Martine og var fransk, blev indtaget i hans ligefremme væsen. Det næste forår traf han tilfældigt Martine, der gik i plantagen med en skitseblok og foldestol og tegnede. Martine talte udmærket dansk med en charmerende fransk accent.

For at gøre en lang historie – med en måske forventelig slutning – kort, forelskede de to sig i hinanden. Og Lasse, skønt fattig hedebonde, blev accepteret af Morescos, som faktisk var værge for Martine, som en rar, ærlig og pålidelig bejler til pigens hånd.

De to blev gift i Vorbasse kirke. Præsten fremførte, at Herrens veje var uransagelige, og at to fugle, skønt fremmede for hinanden, kunne finde en fælles rede, var en forunderlig og velsignet ting.

Til at begynde med var ægteskabet også kronet med lykke. Lasse puklede med at brække heden op og samtidig tage ud som daglejer og tjene penge. Martine passede huset og tegnede og malede. Ja, de var lykkelige. Men da efterårskulden krøb ud af mosen og gråvejret lagde sit ligklæde over huset og dets omgivelser, blev Martine fra Sydfrankrigs sol afmålt og stille, tyst og trist. Hun forsøgte at skjule sin sindsstemning for Lasse, men hans kærlige blik og bondemands øje, trænet til at observere vejrets foranderlighed og dyrenes tilstand, opfattede hurtigt hvordan det var fat og pintes deraf. Det blev en lang vinter, hvor den skarpe vind uophørligt syntes at ligge i nordøst med snestorme og fygning, og da martsviolerne endelig kunne titte frem i slutningen af april, var Martine færdig. Hun var hulkindet og tynd, knuget af skyldfølelse over ikke fuldt ud at kunne dele Lasses liv.

Lasse vendte en dag hjem fra en tur til Morescos, da sneen var smeltet og vejene farbare. Der fulgte to dages samtaler mellem Lasse og Martine, og resultatet blev, at hun sammen med Morescos skulle rejse tilbage til Sydfrankrig, når de i forsommeren skulle på tur sydover.

Sådan blev det. Da sommeren var omme og Morescos igen kom tilbage til Danmark for at passe forretningen i København og i forbifarten se til plantagehuset, var Martine ikke med. Hun kom aldrig tilbage. Det affandt Lasse sig med, men han blev en stille og indadvendt mand, noget foroverbøjet og slidt i udseendet, både i ansigtet og tøjet. Præcis hvor Martine var, vidste ikke engang Morescos. Men i årene, der fulgte, kom der hver jul et kort til Lasse med et fransk frimærke på konvolutten. Indeni var der en sirlig tegning, som Martine må have lavet efter skitser ved ejendommen, eller frit efter hukommelsen. Af tørvegravning, høst, afbrænding af stubben, såning, hesten i stalden, selve huset. Og bag på tegningen var der altid en lille skitse, altid den samme, af Lasse, der gik bag ploven. Plovmanden. Lasse granskede altid kortet længe, kiggede forgæves efter en tekst, et ord, men blev altid skuffet. Med tungt hjerte foldede han kortet sammen og lagde det tilbage i konvolutten, og gemte det i køkkenskuffen.

Sådan gik der godt 20 år: såtid, høst og plov. Julen kom og så et år var der intet kort. Postbuddet fandt sjældent vej forbi Vandmosen, og slet ikke den jul. Vinteren det år var koldere, end Lasse kunne huske, måske bortset fra den første vinter, de to unge ægtefolk tilbragte sammen. Om foråret lagde de få, der kom forbi huset, mærke til, at skønt han kun var 40 år gammel, lignede Lasse pludselig en på 60.

Men den sommer, kom der en uventet forandring i hans liv. En ukendt skikkelse dukkede op på stien. Tydeligt usikker, kom en høj og lys ung mand gående hen mod huset.

Lasse, der sad på en træstub ved hushjørnet, var ved at hvæsse en le. Han blev ved, mens den unge fremmede nærmede sig, mens tanker og spekulationer føg gennem hans hoved. Mon ikke hans håbefulde hjerte allerede havde nået den umulige erkendelse og genkendelse, at det ikke var nogen fremmed, men en, som stedet kendte, selv om denne ikke kendte stedet. Allerede den første hilsen fra den nyankomne, skønt på klingende dansk men dog med fransk overtone røbede ham, sammen med den velvoksne krop og de kendte ansigtstræk.

Det kunne selvfølgelig kun være hans søn – og Martines. For at bekræfte slægtskabet, rakte han et brev skrevet af Martine til Lasse. Et brev var det nu egentlig ikke, men det viste sig snarere at være en samling dagbogsblade, der beskrev sønnens liv. Pauls liv, som der stod på den første side, som Lasse med rystende fingre trak op af konvolutten. Denne Paul, som var blevet født i Frankrig lige efter Martine havde forladt Lasse.

Paul blev hos Lasse den høsttid, og langsomt blev hans og Martines historie rullet op, mens de to mænd gik i marken og stalden, eller sad sammen om aftenen efter at dagens arbejde var gjort. Efter at Paul var gået til ro om aftenen, læste Lasse i dagbogen. Paul havde allerede den første aften fortalt, at Martine kort før pludselig var blevet syg og var død. Inden hun døde, gav hun Paul dagbogssiderne, som han ikke selv havde set før, og opfordrede ham til at opsøge sin far. Hvorfor han ikke havde gjort det før, kunne han ikke forklare, og var nu selv forundret over det.

Høsten kom i hus, stubmarkerne blev brændt af og pløjet. Da Lasse tog sig af det meste af arbejdet, gik Paul om dagen rundt i markerne og mosen, og lige som Martine, tegnede han i en større skitsebog. Da vinteren nærmede sig, rejste Paul igen til Frankrig, men lovede at vende tilbage den følgende sommer.

Således gik der endnu 20 år. Tidligt hver juni måned kom den høje skikkelse med skitseblokken i rygsækken gående langs stien til stuehuset, mens Lasse lod som om han ikke ivrigt spejdede efter ham. Og hver jul kom postbuddet med en konvolut til ham med et fransk frimærke på, og fik sig en kop kaffe, mens Lasse hurtigt lukkede konvolutten op og fremviste årets skitse, som Paul havde lavet til ham: køerne i vangen, nyfødte smågrise, høns og kyllinger, eller vajende korn – der nu stod Lasse til hoften. Og altid bag på tegningen var der en lille skitse af en plovmand, let genkendelig som Lasse. Når postbuddet var gået, lagde Lasse som altid omhyggeligt tegningen tilbage i konvolutten og trak køkkenskuffen ud for at lægge den ned til de andre, der efterhånden udgjorde en større stak.

Der kom et år, hvor Paul som sædvanligt travede hen til huset, men allerede på afstand kunne han mærke, at ikke alt var vel. Byggen stod dårligt og hegnet hang slapt. Vangen var tom, der kom ikke røg fra stuehusets skorsten, og stuehuset var for øvrigt ikke kalket. Der var stille. Han skyndte sig hen til døren og gik ind. Lasse sad ved ildstedet, der lå stumt med grå aske. Han løftede hovedet; nu var han i virkeligheden ’Lille Lasse’, kunne Paul konstatere. Men smilet var det samme. ’Endelig, min dreng’, sagde han. ’Her er jeg gået helt i stå. Markerne er igen Guds egne, ploven er lagt.’ Han pegede på skuffen i køkkenbordet. ’Når den tid om lidt kommer, ligger der noget til dig derinde. Resten må for mig gerne vende tilbage til fuglene, vildtet og rævene.’

Paul passede den gamle mand den sommer; der var hverken høns, grise eller køer, og høsten var næsten ikke værd at beskæftige sig med. Så markerne blev ikke høstet eller pløjet. Efterårets farver dæmpedes efterhånden af den kommende vinter og blev gjort bløde af mosekonens bryg, der indhyllede stuehuset og gårdspladsen. En november dag gled Lasse stille ind i en dyb søvn, som han ikke vågnede af. Han blev begravet på kirkegården i Vorbasse med en enkel marksten på gravstedet.

Hans Smidth. Interiør fra et bondehus. 1905-1910

Den efterfølgende dag trak Paul køkkenskuffen ud og drog det tykke bundt af konvolutter frem: flere end 40 i alt. Langsomt begyndte han en for en at lukke dem op, begyndende med den ældste. Her lå et helt liv i de fine tegninger, en mand alene med sin hedeejendom. Og måske alligevel en drøm om tosomhed, et familieliv, tænkte Paul, mens han vendte tegningerne i hænderne. Ordløse var de alle, men de talte et tydeligt sprog.

Den næste dag, da solen stod op, gik Paul en runde: stald, loft, stue, gårdsplads, hele toften. Tom, tømt. Han tog sin gamle rygsæk med alle konvolutterne og så sig en sidste gang omkring. Alt lå gråt i morgendisen, og da han satte ild til stråtaget, glinsede de fugtige, bøjede aks på markerne og gav ildens dansende lys igen. Huset og stalden stod hurtigt i lys lue, og da Paul var nået til det lille sving i stien, var taget allerede faldet sammen og huset var næsten væk.

I tidens løb vendte naturen tilbage, som Lasse havde tænkt det, og dækkede brandtomten med nælder og rævehaler, græs og mos, pil og birk. Lyngen forsøgte sig i markerne, huskede sine gamle aner her. Her kom siden ikke nogen.

Paul var gået videre, og fandt den nat et logi i den nærmeste by. Her tog han igen konvolutterne frem, en for en. Tegningerne gengav et nu glemt liv, men i konvolutterne lå også en lille hilsen, en forhåbning måske for fremtiden. For hver jul siden Paul var dukket op, havde Lasse lagt sin egen plovmand ned til den skitserede plovmand bag på tegningerne: Hver jul havde han lagt en fin, grå 500-krone seddel ned i konvolutten. Den næste dag lagde Paul sedlerne i bunden af sin rygsæk, og med en pludselig indskydelse tog han alle tegningerne, minus den allerførste, Martine havde sendt Lasse, med hen til det nærmeste arkiv. ’Her er et vidnesbyrd om et langt liv’, fortalte han dem. ’Jeg synes, de næsten er bedre end fotografier.’ Og der ligger de i dag, klar til at fortælle deres historie, hvis nogen skulle interessere sig for den.

Billede1 Høstmanden

Æ fandens whol

Æ fandens whol

Før granplantagerne ret havde rejst sig og nyrige københavnere havde etableret sig som nutidens landadel på deres sandlodder her, da krydsedes landskabet af ’hvermandsveje’. De gik fra husmandssted til aftægtsbolig, til mose- og englodder, til nærmeste nabo, til nærmeste bebyggelse. Desuden fandtes der postveje, jordemoderveje og kirkeveje… De fleste gik så nogenlunde lige, andre syntes at følge ældgamle dyreveksler. De mest befærdede blev holdt ved opkastning af sten og jord, der lå langs vejsiderne, og nogle fik et læs sand eller lyng, hvor hullerne var dybest. Men plantagevejene var snorlige, faste, og mange havde endda navne. Fint skulle de være. ’Vores’ vej var en af de gamle, hævdvundne veje, der gik som i fugleflugt fra landsbyen, gennem plantagen og hjem til os på bakken. Den var blevet brugt af lægen, posten, og naboerne gennem generationer; den fandtes før plantagen blev rejst omkring den. Men nu blev plantagen passet af en emsig og kolerisk selvudnævnt ’skovfoged’, mens ejerne forfulgte deres daglige sysler i København. Han var i virkeligheden en tidligere betjent fra Sjælland, der var blevet afskediget på grund af voldelig adfærd, og som til alles fortrydelse var havnet her. Han lukkede systematisk alle småvejene ved at pløje og beplante dem – således også vores vej en novemberdag.

’Det skal han nok komme til at fortryde’, spåede naboen, som pludselig var blevet afskåret fra det meste af omverdenen. ’Her har jeg snart boet i 80 år. Man kan ikke sådan lave om på naturens orden. Det giver bagslag!’

Om det var lukningen af vejen, der skabte ravage i den lokale ’naturens orden’ er ikke til at vide. Men sikkert er det, at blot 14 dage senere oplevede vi den værste storm i mands minde, der bogstaveligt talt lagde hele plantagen ned. Og for øvrigt lukkede alle vejene med væltede træer. Da solen stod op den næste dag og vi så hvor sørgeligt plantagen så ud, kom jeg uvilkårligt til at tænke på en anden emsig og vranten mand, der også blev hjemsøgt af en spådom: den gamle præst, der var kommet på tværs af Lars Skov. Eller var det måske synet af de i hundredvis faldne træer, der lå som et kæmpe spil mikado, der fik mindet om Lars Skov – og dermed præsten – til at dukke op i erindringen.

Efter at denne præsts gamle hest en dag havde lagt sig ned og døde, var den gamle mand blevet nødt til at benytte sig af en nabos hest og vogn, hvis han skulle på besøg eller skulle befordres til annekskirken, der lå en mil borte. Naboens søn kørte ekvipagen, der nærmest lignede en meget forkortet landbrugsvogn, med en træbænk på tværs; drengen red på hesten og en passager eller to kunne sidde på bænken. Hvis de holdt godt fast…

Det vidste præsten godt; han havde for ikke længe siden hørt om jordemoderens hjemtur. Jordemoderen, der var en dygtig kvinde, men en, der havde en skarp tunge, boede nøjagtigt midt i sit distrikt, hvis man kunne kalde det sådan. Hun boede til leje i et lille hus, der lå langt ude på heden, hvortil der måske i sagens natur førte mange stier. En nat var hun blevet kaldt ud til en fødsel, og drengen med hesten og jumben, for at give den en pæn betegnelse, kørte hende til den fødendes ejendom. Da alt var veloverstået, satte den trætte jordemoder sig til rette igen på jumbens bænk og skulle transporteres hjem. Lyset var begyndt at dæmre mod øst, og drengen fik hesten op i en god fart.

Vognen skrumplede på den dårlige vej og på et bestemt sted, hvor vejen pludselig gik stejlt ned og op igen, var vognen ved at vælte. Drengen piskede på hesten, og vognen rettede sig med et ordentligt bump. Snart var de hjemme ved jordemoderens hus, og drengen vendte sig om og sagde tilfreds: ’Se, så er vi fremme!’ Til sin forfærdelse kunne han konstatere, at ’vi’ i hvert fald ikke omfattede jordemoderen. Hun var ganske enkelt røget af vognen, uden at drengen havde opdaget det. Der var ikke andet for, end at vende om og forsøge at finde hende. Drengen gruede for hendes skrappe tunge; da slog den kætterske tanke ned i ham, at hun måske var blevet slået ihjel… så let skulle han dog ikke slippe, for da han nåede tilbage til det farlige sted i vejen, ofte kendt som ’djævlens gem’, hvor vognen havde været ved at vælte, hørte han hende skælde og smælde. Hvilket hun fortsatte med at gøre hele vejen hjem.

Galt gik det også for præsten, på trods af hans stedkendskab. Han skulle befordres samme vej til en begravelse i annekskirken. Turen til kirken ad den dårlige vej gik uden videre problemer, og præsten, der var optaget af den tale, han skulle holde over afdøde, var bemærkelsesværdigt tavs. Selv da vognen bumpede slemt i den fordybning, der havde væltet ’madammen’, som hun tit omtaltes, blev han ikke forstyrret, men holdt bare godt fast.

På vejen hjem gik det dog galt. Præsten var misfornøjet efter begravelsen og han lod sin galde gå ud over den stakkels kusk. Drengen satte tempoet op for hurtigst muligt at blive sin ubehagelige passager kvit. Da de kom til ’djævlens gem’ eller ’madammens fald’, som folk også var begyndt at kalde stedet, ramte det ene vognhjul en knold, så vognen nærmest rejst sig op på siden. Præsten blev slynget op i luften. Han nåede lige at skrige ’Så da for æ fandens hwol!’ før han faldt pladask ned på jorden bag vognen. Her lå han til drengens forfærdelse som død. Men da drengen fik ham rejst lidt op, gispede han efter luft som en, der var ved at drukne.

’Det var forskrækkeligt!’ sagde præsten, da han fik mæle. ’Jeg sank ned som på bunden af et meget dybt vand, længere og længere ned. Jeg kunne knapt ånde. Nej, jeg blev trukket ned i det dybeste hul og der på bunden så jeg Lars Jensens hus og hans dyr og hans folk. ’

’Men her er ingen vand, hr. Pastor’, sagde drengen i forundring. ’De har da nok slået hovedet.’

’Nej’, sagde præsten nærmest for sig selv. ’Det var djævlens gem som jeg så. Det fandens hul slugte mig og viste mig alt...’ Her kiggede han op på drengen, der endnu støttede hans hoved. ’Vi taler ikke mere om det. Og du siger ingenting om det her, når vi kommer hjem.’

Drengen nikkede stumt, men der gik ikke lang tid, før ’djævlens gem’ og ’madammens fald’ blev kendt som ’æ fandens hwol’. Og tillige med, var der ingen, der red den vej om natten hvis de da kunne undgå det.

Og præsten? Han blev herefter en stille mand, der tit vandrede omkring alt imens han snakkede med sig selv. Og som folk lagde mærke til, gik turen tit til ’æ sø i æ skov’, eller som præsten fortrydeligt tænkte: ’Æ Skov i æ sø’.

 

Hans Smidth. Hjemkørsel 1895

En vinterfortælling

En vinterfortælling

Det er ikke alle historier, der når ind til lokalarkiverne, og ikke alle historier, som når ind, der nødvendigvis når ud igen. Det er der flere grunde til: noget kan være for småt, for tvivlsomt, eller for stort. Jeg vil fortælle en lille historie – og den er ganske vist – og du må selv vurdere, hvilken kategori, den falder ind under.

Det er vinteren 1942. Dyb vinter, som få ønsker at opleve igen. Den sidste af krigstidens trillinge isvintre i Danmark. Termometret tangerer minus 31 grader og der er hård blæst. Folk bevæger sig langsomt – til fods eller til hest. Selv Dr. Clausens Opel Kaptajn er klodset op på nabogården og han må ty til en lille DKW to-takter. Ligesom dyrlæge Richhoff bruger han tit gammeldags træski. Men så er der Troldhedebanen, livlinen mellem Kolding og for de flestes vedkommende Vorbasse, Hejnsvig og Grindsted.

Det er en gråvejrsdag kort efter nytår. Der er minus 13 grader og vinden er i øst. Et blandgodstog står og tager vand på ved remisen i Grindsted, mens et par godsvogne rangeres hen til togstammen. Der er i forvejen tre passagervogne tilkoblet det store Winthertur lokomotiv, og egentlig skulle der et forspand af et lokomotiv mere til, men der har været sabotage på banen ved Bramming. Det forklarer også, hvorfor de lukkede vogne fra kemikaliefabrikken skal denne vej til Kolding og derefter, som det meste gods, sydover til Tyskland. Mens det tekniske ordnes, går konduktøren gennem passagervognene og noterer, hvem der er med. En snes tyske soldater, hvis ansigter han ikke kender, maser forbi ham og forlader toget. Han nikker til alle de andre som regelmæssigt rejser med toget: de store kostskoleelever, der pjatter og læser lektier, handelsrejsende fra Kolding, et par ansatte ved banen, et par husmødre, butiksfolk, forretningsfolk – og en gammel kending, Jørgen Glavind, tidligere stationsforstander i Grindsted, nu ansat på sygehuset, men med sit uundværlige staffeli og en malekasse under armen. Han skal åbenbart på en maletur længere ud på heden for at fange et vintermotiv. Ved siden af sidder hans ven, en portør fra sygehuset med en stor jagthund. Og så er der en, som Larsen – konduktøren – ikke kan sætte fingeren på, men som med måneders mellemrum er med. Han er altid indesluttet, tysktalende og bedre beskyttet end de andre mod kulden af en lang læderfrakke og gode støvler. Jo, Larsen lægger mærke til alt.

Da de endelig kommer afsted, går det i støt tempo, 45 kilometer i timen. Sneen er ikke værre, end at de kan tygge sig igennem. Kort efter Utoft plantage løber de forbi Rishøjhuset, og togføreren tager pludselig farten af. Alle stimler sammen ved vinduerne: Hvad er der på færde? I det grå eftermiddagslys kan de se, at der lidt længere fremme er et blussende bål tæt på sporene. Ildebrand!

Toget standser tæt på en lille ejendom, som ilden har fået tag i. Konduktøren går hurtigt ud på den bageste vogns bagperron, hvor toilettet også er, og kigger. Den ellers tavse passager er straks henne ved ham, og i ophidsede tyske vendinger beordrer han ham til at signalere til togføreren, at de skal fortsætte – ufortøvet. Mandens lædertaske hænger over skulderen og svinger i takt med hans gestikuleren. Larsen tager ingen notits af den opbragte passager. Ildebrand midt om vinteren er en alvorlig sag. Der kan ikke skaffes vand til slukning og ilden kan i løbet af få minutter sluge en ejendom med stråtag, især med den vedvarende blæst. Desuden kender de alle hinanden på denne strækning. Togføreren er allerede på vej hen over den snefyldte mark til husmandsstedet. Men der er intet at stille op. Nogle af passagererne er også løbet med. En lille familie skutter sig i røgen, mens rotter myldrer frem af det ulmende stråtag og forsvinder op mod vinden bag bygningen. Familien, et ægtepar og to børn og en bedstemor, stavrer gennem sneen til den forreste vogn. Her er der ingen grund til at blive: de skal til familie i Hejnsvig. Heldigvis er der ingen dyr på ejendommen. I mellemtiden har mange af passagererne spredt sig i sneen: et par af skoledrengene står og tisser over kors bag et træ, andre står og stamper i sneen for at få varmen, nogle kaster med snebolde og Glavind har sat sit staffeli op og maler hurtige streger på et lærred for at fange det brændende hus. Hans ven bliver i kupeen, men hans jagthund løber haltende rundt i sneen.

Der går lidt tid inden alle er tilbage på toget. Snart er landskabet tomt og Larsen kalder med høj røst: Alle ombord! og fløjter afgang. Toget sætter langsomt og prustende i gang: signalet ved Fugdal viser klar bane og ingen påstigning. Det går opad men snart er de i Hejnsvig, hvor stationsforstander Hougaard står og venter, med lommeuret i hånden. Ved siden af står en drager klar med en vogn med pakkepost og et par ubestemmelige sække, der skal til Vorbasse og Veerst. To-tre rejsende kigger utålmodigt. Kakkelovnen i venteværelset på stationen kan slet ikke klare vinterkulden, der har lagt tykke frostbregner på alle ruderne.

Det er først, da nogle passagerer er steget af toget, inklusiv portøren med sin hund, der bliver mødt af Richhoff, at Larsen pludselig aner uråd. Han passerer hurtigt gennem vognene. Ganske rigtigt, han kan ikke få øje på den hidsige tyske passager. Ikke fordi han skulle af her, han havde billet til Kolding. En kold iling løber ned ad ryggen på konduktøren. Har de glemt ham ved ildebrandstedet? Det er en alvorlig sag her under besættelsen med en hidsig og muligvis indflydelsesrig tysker. Larsen kommer i tanke om toilettet ved den bageste vognperron. Døren er låst – det må være løsningen. Han banker på, og da der intet svar kommer, råber han. Rask griber han til sin firkantede nøgle, der kan låse døren op udefra. Da døren svinger op, ser han manden liggende på gulvet. Han er fuldt påklædt, hans taske er slynget hen i hjørnet – er han død? Togføreren er kommet til, alarmeret af Larsens høje råb. Han kalder Richhoff hen til sig. De tre mænd får i fællesskab slæbt manden ud. Han ånder svagt og er grå i hovedet. Besvimet? Måske snarere en blodprop. Der bliver straks ringet fra stationen til centralen i Vorbasse, der er vant til at sætte stikket ind til lægeboligen, hvor fru Clausen altid tager aften- og natopringninger.

Manden anbringes på en båre i Hougaards stue. Her er varmt og de venter på Dr. Clausens ankomst. Toget kører videre med en bekymret Larsen, der kigger længe fra bagperronen. Der er kun Hougaard og Richhoff tilbage. Dyrlægen mærker efter tyskerens puls. Det er måske ikke så slemt alligevel, siger han. Inden længe ankommer vognmand Jørgensen med Clausen, der skrider ind med sin taske. ’Hvad fanden er det for et tidspunkt at få et anfald på?’ spørger han brysk. ’Lad mig komme til.’ Han tager pulsen, ruller mandens øjenlåg op, mærker ham på halsen. ’Hm, der er tale om et slag.’

’Et slagtilfælde?’ spørger Hougaard.

’Hold kæft mand og hold Dem til Deres bane! Et slag med en stump genstand.’ Han vender forsigtigt mandens hoved og der er et tydeligt tegn på et voldsomt slag i baghovedet. ’Han skal på sygehuset.’

’Det næste tog er faktisk på vej om fem minutter. Det er nok sikrest i dette føre,’ bemærker Richhoff. Mens Clausen giver manden en sprøjte, spørger han Richhoff, ’Har du sørget for hans taske?’

’Taske’, siger Hougaard. ’Hvordan vidste du, at han havde en taske med?’ Clausen og Richhoff veksler blikke.

’Alle rejsende har en taske’, svarer Richhoff ham kort.

’Nå ja’, siger Hougaard og forstår, at han skal tie stille. Da toget kommer, hjælper de tre mænd hinanden med at få patienten lagt op i en af vognene. Clausen følger med og Richhoff vinker, vender sig med sin egen taske over skulderen og skynder sig afsted.

Efter ankomsten til Grindsted, følger Clausen patienten i en ambulance til sygehuset. Da han bliver kørt ind på akutstuen, vågner tyskeren op og spørger forvirret til, hvor han er henne og hvad der er sket. ’De er på sygehuset. De faldt, vist på toilettet på toget og slog hovedet.’

’Min taske?’ spørger han, pludselig angst. ’Hvor er min taske?’

Clausen giver ham tasken. ’Den har ligget på Deres båre. Værsgo.’

Manden prøver at få den lukket op, men magter det ikke. En sygeplejerske, der er kommet til, hjælper ham, men han skuler mistænksomt til hende og skubber hendes hånd væk. Han stikker sin egen hånd ned i tasken og mærker efter. ’Papirerne?’ hvisker han til sig selv. Ansigtet slapper af, da han mærker et større bundt papirer, der fylder tasken. ’Tak’, når han at sige til Clausen inden doktoren forlader ham.

’Det var så lidt’, siger Clausen. ’Men De skulle se og vælge et bedre tidspunkt næste gang De skal besvime.’

Og her slutter officielt denne lille og ubetydelige historie fra krigens tid. Efter patienten er kommet sig, tager han til Tyskland og ses aldrig mere i landsdelen. Hverken Clausen eller Richhoff nævner begivenheden i eftertiden. Men på vej hjem til Vorbasse, holder Jørgensen – der i mellemtiden er kørt til Grindsted for at hente Clausen – kort ind hos Richhoff. Her får Clausen et tykt bundt papirer overrakt, som han tager med til Vorbasse. De bliver ikke i Lægeboligen, men hentes af skovfogeden og sendes videre. En dag får en betroet dansktalende medarbejder på et mindre kontor i London til opgave at oversætte en stak papirer, hvor der på omslaget står ’Hemmeligt. Kemikalieværket’. Og medarbejderen er nødt til at indkalde sagkyndig ekspertise til hjælp med oversættelsen af formler, beskrivelser af arbejdsprocesser og forsøg. Hvad papirerne nærmere indeholdt er den dag i dag hemmeligstemplet.

Mindet om den lille ekskursion er taget med i graven af alle de tilstedeværende: Jørgen Glavind har også taget mindet om den lille, firkantede nøgle med, han altid bar på sig som souvenir fra sin tid som ansat ved banen. Den store portør, der tit gik med en kort, læderovertrukken stav, som hunden var dygtig til at apportere, ligger også stille med billedet af en hund, der haltede lidt besværet i sneen, mens en medpassager utålmodigt stod på bagperronen og holdt øje med branden og de fjollede danskere, der ikke kunne få sig skrumlet sammen til at komme videre, videre. Og ellers intet hørte og intet mærkede, da lyset forsvandt.

Hans Schmidt Ildebrand 1900

En forbandelse

En forbandelse

Der er mange vandrehistorier, der faktisk har foretaget deres vandringer vidt og bredt gennem flere generationer – uden at miste pusten. Det gør dem selvfølgelig hverken mere sandsynlige eller helt sandfærdige. Når vi siger ’generationer’, kan der sagtens være tale om århundreder. En af de kendte fortællinger ude på landet er næsten af bibelsk tilsnit og er sørgeligt aktuelt  i disse tider. Den kan være opstået efter de svenske krige og medfølgende epidemier midt i 1600-tallet. Hvis ikke den er af endnu ældre dato og stammer tilbage fra 1300-tallets pest. Kort fortalt blev dette sogn så slemt medtaget, at alle på nær en enke og hendes datter omkom. I fortvivlelsen over den knugende ensomhed og problemerne på sigt med at skaffe føden, besluttede de sig for hver dag at ringe med kirkeklokken. Det gjorde de i nogle dage i håbet om, at hvis der endnu levede nogen inden for hørevidde, ville de måske svare. Pludselig en dag hørte de en anden klokke klemte i det fjerne. Så blev der tavshed i et stykke tid, men de blev alligevel ved med at ringe ved solopgang og solnedgang. Så oprandt der en dag, hvor der pludselig dukkede en ung mand op ved kirken. Han kunne fortælle, at han også var den eneste overlevende i en lille landsby længere mod nord. Historien fik så en lykkelig slutning.

Som alle vandrehistorier gemmer der sig i den et gran af sandhed. En anden historie, der også er kendt andre steder, stammer muligvis fra dette sogn: Den er i hvert fald sandfærdig…

For mange år siden boede der en noget forhutlet men stridslysten præst i præsteboligen. Boligen svarede til kaldets udkomme; den var yderst tarvelig. Området var karrigt og befolkningen havde hverken midler eller i dette tilfælde lyst til at hjælpe deres fattige præst. Hans vrantne ageren og hang til dommedagsprædikerne, der søndag efter søndag udpenslede en pinefuld straf for den uvorne menighed, gjorde dem heller ikke venligt stemte.

Da efteråret nærmede sig med rusk, regn og kulde, talte præsten efter gudstjenesten en dag med Lars Jensen, bedre kendt som Lars Skov. Som tilnavnet antyder, var han en af de få bønder heromkring, der ejede noget skov. Ejendommen, der lå i en lille fordybning i landskabet, var takket være hans fars driftighed omgivet af løvskov, foruden en granplantage. Desuden rådede han over en større strækning højmose, hvor han årligt bjergede en del tørv, som var udmærket brændsel. Præsten ville gerne forhandle sig frem til en levering af tørv og brænde. Lars Skov var ikke meget for at indgå en handel med præsten, alene ud fra den formening, at præsten ikke kunne betale. ’Ak, gør det for din sjæls fred!’ havde konen Anna sagt. Og som sagt af hende, så gjort af ham. Der blev leveret en pæn portion til præsteboligen, og betalingen skulle falde ved juletid, hvor præsten efter sædvane fik både det ene og det andet, forsikrede han Lars Skov.

Julen kom og julen gik, uden at Lars hverken fik dalere eller ’det ene og det andet’ for sin levering. Efter kirkestævnet en søndag, hvor præstens prædiken havde været usædvanlig hård, konfronterede Lars præsten. Om ikke han mente, at tiden var mere end moden til at få klaret deres lille mellemværende?

Præsten hidsede sig omgående vældigt op. Betaling? At hr. Jensen kunne drømme om at forlange betaling for den usle slat tørv og smule brændsel, han havde sendt op til præsteboligen? Tørvene var det rene sand og brændet var fugtigt og surt.

Lars Skov var en sindig mand, der nødigt gerådede sig ud i diskussioner med nogen, ikke mindst præsten foran en lyttende forsamling. ’Kom afsted Lars, det her fører ikke til noget godt!’ sagde konen. Lars mønstrede præsten inden han lod sig trække væk af konen og nikkede. ’Javel, så ligger landet sådan. Det skal hr. Pastor komme til at angre.’ På vej hjem red han tavs på bukken af vognen, mens han spekulerede på, hvordan han skulle hævne den tort, han just havde lidt. Mindet om præstens smørrede udtryk, da de gik, svækkede heller ikke hans hævntørst.

En lille måneds tid senere, da sneen var begyndt at lægge et pænt lag på landskabet og havde gjort stier og veje noget vanskeligt farbare, kom der bud til præsten. En karl kom i al hast ridende hen til præsteboligen (fra hvis skorsten der snoede sig en klar og lystig røg). ’Hr Pastor må komme omgående’, fik han gispet fra hesteryggen, da præsten skubbede bagdøren lidt op, for at se hvad spektaklet drejede sig om. ’Lars Skovs Anna ligger på det yderste!’

Præsten betragtede karlen, sneen og den mørke himmel med afsky. Så sukkede han og sagde, at han nok skulle være der. Han trak i støvler og overfrakke, gik ud i stalden og fik sadlet sit gamle øg. De red langsomt både af hensyn til præstens hest og den dårlige farbarhed; vejen var ikke specielt rar at gå eller ride på selv på en sommerdag. De var en lille time om at nå frem. Budbringeren sprang af sin hest på gårdspladsen og tog præstens med sig ind i stalden. I døren til stuehuset stod Lars Skov med mørk mine. ’Skynd Dem med ind, hr. Pastor’, sagde han. ’Jeg er bange for, at det er på det sidste!’

Lars Skov førte præsten igennem stuerne til det bageste gemak. Da han åbnede døren, mødtes præsten af en ram lugt. Gardinerne var trukket for og rummet lå i halvmørke. En stor seng fyldte det meste af rummet. Da præstens øjne havde vænnet sig til den dunkle belysning, så han en skikkelse liggende under en stor dyne. Der blev draget tunge, dybe indåndinger, og en kvinde stod ved hovedgærdet med en beroligende hånd på den døende. Præsten tog sin bønnebog frem og gik hen til sengen. Den døendes hoved var skjult af en kniplingshue, og natskjortens broderede krave var trukket godt op. Præsten lagde forsigtigt sin hånd på bylten og forrettede hurtigt sit ritual og til sidst gav han sin velsignelse. Da han sluttede af med ’amen’, fløj sengetøjet pludselig til side og kroppen rykkede voldsomt som i en slem dødskrampe. Men dødskrampe var det ikke, kvinde ej heller, og døden var bestemt ikke til stede i det rum. Ud af sengen rullede der sig nemlig en kæmpe gris, og stadig iført nathue og broderet natskjorte styrtede den gryntende ud af soveværelset, løb gennem stuerne og luntede ud på gårdspladsen.

Lars Skov, pigen og tre karle, der var kommet ind for at nyde præstens ydmygelse brast i latter. ’Nå præst! De har nydt mit brænde gratis, og nu er De selv blevet ordentligt brændt af. Også ganske gratis! De kan tænke Dem om en anden gang, hvis det skulle falde Dem ind at snyde en af Deres flok!’

Præsten skummede bogstaveligt af raseri, idet der fløj spyt ud af hans mund, der samlede sig i mundvigene, da han begyndte at skælde og true. Lars Skov afbrød ham og sagde: ’Afsted med Dem nu inden natten gør vejen helt umulig. Ellers må De overnatte her i denne seng!’

Den gamle hest var trukket frem. Præsten fór ud af huset, trak sig op i sadlen og red tværs over gårdspladsen til den lille forhøjning, der omkransede gården. Her holdt han hesten an, vendte den og skuede tilbage over gårdspladsen. Gårdens folk stod endnu udenfor døren og grinte. Det blev præsten for meget.

’En forbandelse over jer alle! I har forulempet en af Guds udvalgte, I har hånet den helligste handling, I er gudsbespottere! En forbandelse, siger jeg Eder! Gid dette vantro og skammelige sted må forsvinde fra jordens overflade og I hedenske pak blive straffet ned i det dybeste helvede!’

Gårdsfolkene vendte sig stille om og gik ind i huset, lettere chokeret over den voldsomhed, hvormed præsten havde skreget ad dem. Præsten vendte atter hesten og snart var han på vej hjem, hed af harme og ophidselse.

Historien om hvad der var sket løb på sædvanlig vis fra mund til mund, hvilket præsten godt var klar over ville ske. Han holdt sig den uge inden døre, indtil gudstjenesten den følgende søndag. Da begyndte folk længe før klokken ringede at strømme til kirken. Præsten betragtede dem mismodigt gennem vinduet og sagde til degnen, der stod ved siden af ham:

’Der kan man se! Se den utaknemmelige flok, sikkert anført af den usømmelige Lars Jensen. De kommer blot for at nyde min ydmygelse!’

Degnen betragtede præsten med en forsigtig mine. ’Har Pastoren ikke hørt?’

’Hørt? Hørt hvad? Jeg har intet hørt, jeg har holdt mig inden døre hele ugen.’

’Det med Lars Jensen – Lars Skov?’

’Hvad skulle det være?’

’Jamen, der hvor ejendommen lå… den er væk. Der ligger der nu en kæmpe sø. Der er heller intet spor hverken af Lars eller hans kone eller folk! Bare denne store sø!’

 

Det viste sig at være sandt, hvor utroligt det end måtte lyde. Præsten konstaterede det selv ved selvsyn, da han den eftermiddag red ud til stedet. Da han nåede frem til den lille forhøjning som dannede en slags skål omkring bygningerne, var der intet andet at se end vand. Et stort, sort vandspejl uden krusninger mødte hans blik.

’Som sunket i jorden’, hviskede han for sig selv. Forundret og forskrækket som han var, sneg der sig en flig af ond tilfredshed ind over manden. Han red i tavshed rundt om søen og forsøgte fra alle sider at kigge ned i det mørke dyb uden dog at kunne se noget.

Han vendte til sidst den trætte hest om, og red langsomt tilbage til sit eget hus. Om aftenen satte han sig foran brændeovnen. Da han åbnede lemmen for at lægge et stykke brænde på, veg flammerne et øjeblik til side og det var som om han så et glimt af et billede dybt nede i ilden. Et øjebliksbillede der flimrede og var væk, men ikke før han troede at høre en hvisken: ’Der bliver en afregning en dag, hr. Præst. Vær var på det!’

 

(Fortsættes i ’Æ fandens hwol’)

 

L. A. Ring. Landskab Ved Bryrupegnen. 1888

Smeden

Han hed aldrig andet end ’smed’. Ikke blot fordi, han nu var den eneste Før han overtog huset og essen efter ’svenskeren’, lå der faktisk endnu en smedje lige overfor. En fejde mellem to gårdmænd, hvis stuehuse lå som spejlbilleder af hinanden på hver sin side af den smalle vej, der førte alle steder hen og alligevel ingen steder hen, havde ført til en ejendommelig indretning. Den ene gårdmand havde i trodsighed indrettet sin egen smedje overfor ’svenskeren’.

Hvorom alting var, de to smede levede venskabeligt og tilsyneladende godt nok overfor hinanden. Dengang var der meget at lave for en nogenlunde habil smed. Det var før traktorens brummen for evigt forandrede lydkulisserne på landet, og mangen en hestehov blev prentet i den sandede vej ved smedjerne. For ikke at nævne alle de mærkværdige maskiner og indretninger, der fandtes på husmandsstederne og gårdene, hvoraf de fleste syntes at være blevet konstrueret af en blanding af jern, læder, træ og bindegarn.

Men nu var vores smed ene hane i en kurvfuld af evigt forventningsfulde og krævende bønder. Og bøndernes koner, for den sags skyld, da smeden var lige så ferm til at reparere en symaskine som at skæfte en skovl eller svejse på en harve. Eller for den sags skyld at få sat en cykel eller knallert i stand igen.

’Smed’ var en ærestitel. Bageren og slagteren hed ’bager Mogensen’ og ’slagter Frederiksen’. Smeden var trods alt noget af en mytologisk skikkelse fra urtiden, den, der kunne betvinge ild og jern og faktisk også førhen trylle jern frem fra myremalmen. Vores smed var også kyndig vedrørende vand. Han kunne vise vand, han kendte vandårerne under jorden, han kunne tæmme vand og gøre det tjenligt til stuehus, stald og mark.

Smedjen selv var et ydmygt sted i forhold til de kunster, der udfoldede sig derinde. Rummet var ikke meget større end en rimelig pæn garage, med en stige op til ’kontoret’, der lå ovenpå, hvor han ordnede de regnskaber, han ind imellem fik tid til. Tid havde han egentlig ikke meget af, da han var bundet af årstiderne med deres gøremål: plove og harver og seletøj skulle repareres om efteråret og foråret, såmaskiner og radrensere og hakke skulle også laves, vand skulle skaffes i de tørre somre, selvbindere og de nyere høstmaskiner skulle reddes i en fart i høsten. Det var også ham, der kiggede ud til genstridige varmeapparater og centralfyr i bidende frost. Nat og dag, 24/7 som det i dag hedder, og hans store, sorte Volvo med bagagerummet fuldt af værktøj kørte området lige så tynd som doktorens Opel Kaptajn.

Der skulle der alligevel skaffes tid til de opfindelser, der langsomt som en edderkops konstruktion udviklede sig i hans hjerne, mens han bøvlede med et kedeligt stykke manuelt arbejde. Imens førte han en knapt hørlig samtale med sig selv. De første ti opfindelser blev skabt i den lavloftede bygning, altid med døren åben til køkkenet – gennem et smalt bryggers – hvor smedens Alvilda næsten altid kunne ses ved komfuret. Smeden skulle have sine frikadeller. Selv til julemiddagen, hvor familien samledes om ænder og flæskesteg, tit skænket af taknemmelige bønder, der også havde et godt øje til det næste maskinelle nedbrud, hvor smeden nødvendigvis skulle purres klokken fire om natten, vankede der et stort fad med frikadeller. Blev der serveret pandekager til efterret, var han en lykkelig mand.

Lykkelig var han egentlig også fra naturens hånd. Glad og tilfreds, skønt altid bagefter i forhold til opgaver, der ikke just var så presserende. Høstmaskiner, vandingsmaskiner og symaskiner fik altid første prioritet. Man blev selv glad ved at komme der og hænge i døråbningen, og hilse på smedens Alvilda, efterhånden lige så rund som sine berømte frikadeller, som smilte og pegede og sagde: ’Han er lige deromme’. Så kunne man stå sammen med en to-tre andre, der ligeledes havde ærinde her, som dog ikke hastede, men gav muligheden for at holde snak.

Hvornår gik der så lidt glød af essen, så at sige? Det er svært at sætte en finger på, hvornår han blev lidt krumbøjet, lidt mindre glad, og Alvildas frikadeller ikke sydede helt så lystigt på panden. Smeden selv satte ord på det, som han så som en afslutning, men som andre så som et nybrud, der førte velstand med sig. For mange blev det en ny fortælling på landet, hvor man førhen havde været to om en frikadelle, og alle børn kendte til husholdningens basale begreber: grød og opstuvning. Men smeden så anderledes på det: ’EF’, plejede han at sige, mens han rystede på hovedet. ’Det skete, den dag da vi blev medlemmer af EF. Da kom de små grå mænd, de myldrede frem. Se, de er overalt!’

Sandt var det, at postbuddet dagligt cyklede forbi med officielt udseende breve udsendt fra denne og hin ’instans’. Der kom kontrolbesøg og efterkontrolbesøg, folk fra amtet og folk fra kommunen. Der skulle males og sættes fliser op og installeres toilet til lærling og svend og sikkerhedsudstyr… ’Sådan har vi altid gjort’ var ikke længere en gangbar forklaring og undskyldning. Huset og smedjen skulle forsvarligt adskilles ’Og Fanden og hans pumpestok skulle med ved bordet’, tilføjede smeden mørkt.

Og oms og moms. Og regninger med gennemslag i et utal af eksemplarer og opbevaring i årevis og torskegilde med en bordfuld jakkesæt. Smedens regnskaber troede myndighederne pludselig ikke længere på. ’Du kan ikke leve af de beløb, du indberetter!’ blev der sagt. I begyndelsen pegede smeden på sin vom. ’Se selv!’ Men det bed ikke på ’de grå mænd’, som han kaldte dem. ’Måske har du glemt nogle indtægter, du har haft’, blev det insinueret. Smeden var ganske uforstående, i hans enfoldighed kunne han knapt forstå hentydningen. Det blev gentaget, og da det gik op for smeden, hvad der blev hentydet til, blev han for første gang i sit liv ganske imponerende vred.

Det nyttede ikke: De grå mænd forstod simpelthen ikke smedens regnskabspraksis og principper. For det første, at han ikke havde en fast takst og timeløn. Heller ikke, at avancen på varerne, ligesom timelønnen, varierede efter kunden. Magda, enken efter Grov Hans, der levede på en halv sten, fik så godt som aldrig en regning. At smeden af og til fik en lille flaske hjemmelavet kirsebærvin eller blommesyltetøj til sine pandekager skulle måske opgives. Men der blev afleveret en fin og sirlig regning til godsejeren, der ejede de omkringliggende plantager, foruden en større virksomhed med hovedkontor i København. Han kvitterede omgående med det noterede beløb og en overrasket bemærkning om, at det sandelig var andre og små priser, man beregnede sig her på disse kanter. Mange regninger blev først udskrevet, når smeden fik tid til at klatre op ad hønsestigen til kontoret og notere det, han kunne huske af en udført opgave. At der skulle beregnes ekstra 9 %, der snart steg til 12 ½ % og 15 % - for blot en kort stund at falde til 9 ¼ % for så straks at stige til 15 og 18 %, begreb han ikke. Han trak derfor et beløb fra hver regning, inden den skulle omses og momses. ’Så er vi to om djævelskabet’, forklarede han.

Det gik selvfølgelig ikke i længden og katastrofens dag oprandt, da der stod i lokalavisen, at en lokal håndværker var blevet idømt en større bøde for ’skatteunddragelse og momssvindel’. Disse var dommedagsord, der piskede hen ad den nu asfalterede men stadigvæk smalle vej forbi smeden. Det var rygtedes, da smeden selv umiddelbart havde udbredt sig om sagen inden dommen. Bagefter kom folk ligesom tilfældigvis forbi, for at se, hvordan han tog det. Porten stod som altid åben, men der var intet liv i smedjen og ingen Alvilda ved stegepanden. Smeden selv stod lettere rådvild ved værktøjsbænken, men hænderne bevægede sig ikke. ’Det er de små grå mænd’, var alt, hvad han kunne sige. ’Jeg forstår det ikke.’

Inden for en uge var de flyttet, smeden og hans Alvilda. Bøden var betalt, og han tog op til en søstersøn i Norge, hvor der var mangel på driftige folk, og de små grå mænd endnu ikke havde fundet vej. Den ældste søn flyttede ind i smedehuset; han stillede små krav til livet, lidt udearbejde, lidt varme i kakkelovnen, en smule køkkenhave bag smedjen. Samfundets fordringer var blevet betalt og smeden havde ordnet sine forehavender med de grå mænd. Men lokalsamfundet havde mistet sin mester, den, der bandt jern og ild, vand og luft. Det var en affortryllet verden, der mødte en ved smedjen. Sønnen, Jens Smed – smed blev han dog aldrig – lukkede velvilligt porten op og viste hønsestigen frem. ’Der gik det galt’, fortalte han. ’Men hvordan og hvorledes har jeg ingen anelse om. Værsgo og kig!’

Jeg klatrede op ad den smalle trappe og stod i det lille rum med skråvægge og en enkelt pære i lysfatningen. Der stod et primitivt skrivebord med en stor regnskabsbog og ved siden af, en større dynge breve og konvolutter. Det øverste brev talte et tydeligt sprog: Det konstaterede nøgternt, at smeden ikke havde indberettet indkomst og tilhørende moms for perioden fra den 11. juli til den 15. august. Unddragelse og snyd, lød et stille ekko.

I det øjeblik tog vinden til udenfor huset, og da porten som altid i smedens tid stod åben, hvirvledes støvet rundt i smedjen og kastede sig op ad hønsestigen. Siderne i regnskabsbogen, der havde stået på 1. november, dirrede og slog – en for en, fra ti til tyve – og pludselig stod bogen slået op på den 3. december.

Sådan var det gået til, indså jeg øjeblikkeligt. Smeden havde siddet med sit regnskab og var nået frem til den og den dag. Der blev som så tit kaldt på ham; frikadeller eller plovjern eller cykelstel, der krævede hans tilstedeværelse, fik deres ret, og han klatrede ned ad stigen og lod regnskab være regnskab.

Og mens han ordnede det, han skulle og dag var blevet til nat og en ny dag og en ny nat, da legede vinden med regnskabssiderne. Da han endelig kom tilbage med et ’Hvor var det nu, jeg var?’ var der på vindens befaling smuttet dage og uger i regnskabet. Let at opklare, hvis ikke man som smeden ikke kunne overskue, ikke kunne kapere det ubønhørlige i en fremmed verden. I vores lille samfund ser Gud og naturen let på sådant. Men hos de grå mænd var der uorden til stede, og der fandtes takster for sligt. Det måtte smeden bøde for.

Hvilket han – og alle vi andre – så gjorde.

 

 

Thorald Brændstrup: Landskab med smedie ca. 1870
Thorald Brændstrup: Landskab med smedie ca. 1870

Den sjette mand

Den sjette mand

Der blev ikke talt meget om krigen dengang, og nu – herregud, den ligger generationer tilbage. Heltedådene er glemt og sårene lægt. Unoderne er der blevet gået let hen over: Det var jo dengang. Alligevel er der hist og her nogle spor. Om et af dem skal denne historie berette.

Efter befrielsen i 1945 blev der hver juleaftensdag gennem en del år lagt en lille buket vinterblomster i hjørnet af kirkegården, der har tilhørt en af områdets for længst nedlagte kirker. Her er hverken gravsteder eller gravmæle, kun en firkant ujævnt græs. Kirken selv blev revet ned for flere hundrede år siden som resultat af en pestepidemi, der havde sendt det meste af menigheden i døden. Hvem, der hver juleaften lagde blomsterne og hvorfor, forblev et mysterium, men ikke større, end at nogen blot kunne lægge sig på lur for at finde ud af det. Udover, at midvinter ikke var den tid, der mest lokkede folk til at ligge i skjul i grøft eller buskads, lå der også en tydelig privat historie bundet ind i den lille buket blomster. Det ville næsten være som at skænde gravfreden.

Da jeg en fin sensommerdag for nylig gik i mosen efter porse til et par flasker Brøndums, jeg havde fået foræret, traf jeg på Maries Elisabeth. Skønt jeg ikke havde set hende i årevis, var hendes rødligt-blonde hår, lyse hud og mange fregner ikke til at tage fejl af. Hun havde altid haft et ganske særligt og kønt udseende. Moderen Marie havde jeg knap kendt, men alligevel kaldte jeg, som alle andre, datteren for Maries Elisabeth. Faderen var vist død tidligt og Marie og moderen boede ud til vejen i et almindeligt hus, hvis store rude i facaden røbede, at det engang havde været en butik. Det var en købmandsbutik, men det var før min tid. Den havde betjent den lille samling huse og småejendomme, der var groet op tæt på den gamle kirkegård. Butikken havde lige akkurat givet det, man kunne kalde for en koneindtægt, eller rettere en enkeindtægt.

Købmandsbutikken var blevet åbnet for år tilbage af Maries forældre. De fik et udkomme og klagede sig aldrig. Marie overtog ansvaret for butikken under krigen, da forældrene på det tidspunkt var blevet for gamle til selv at stå for den. Bevares, de kunne sidde og sludre med de få kunder, der kom ind, men det var Marie der fandt varerne frem, førte bog, vejede af, løftede og bar.

’Det var sikkert ret hyggeligt’, havde Elisabeth engang sagt til mig. ’Der var altid folk at holde snak med.’ Maries Elisabeth var født under krigen, men hvem faderen var forblev familiens hemmelighed. Det kunne ellers have givet anledning til rygter og skandale og det, der var værre. Men sådan blev det aldrig og det skyldtes i høj grad den lokale doktor, Ove Clausen, som vi vender tilbage til. Det, og det faktum, at Marie var en anstændig og afholdt kvinde.

Elisabeth fortalte mig, at hun lige nu var på gæstevisit i området; hun boede ellers på østkysten, hvor hun arbejdede som sygeplejerske. ’Jeg har ingen familie her mere. Mor er død for nogle år siden og huset er handlet et par gange. Men jeg har gode minder om min barndom her.’ Hun kiggede ud over mosen, og da lagde jeg mærke til, at hun havde samlet en stor buket lyng.

’Du får i hvert fald et godt minde med hjem’, sagde jeg til hende.

’Tja’, begyndte hun med et lidt flakkende blik. ’Nu har vi to kendt hinanden længe’, sagde hun. ’Så jeg vil gerne fortælle dig en historie. Lyngen har jeg plukket for at lægge den på kirkegården. Kan du huske, at der engang hvert år til jul blev lagt blomster der? Det er nu efterhånden længe siden.’

’Ja, det husker jeg godt’, svarede jeg. ’Ingen vidste vel, hvem der gjorde det og hvorfor.’

Hun smilte. ’Ingen udefra måske, men de fleste, der boede heromkring, vidste det godt. Det var min mor, der lagde blomsterne for min far.’

’For din far? Er du sikker på, at du har lyst til at tale om det – det lyder som noget meget privat.’

’Ja, det er jeg. Det er også rart, at fortælle historien, sætte ord på den.’ Hun kiggede rundt på de kendte omgivelser.

’Det var vinteren 1942. Mor sagde, at der var ubeskriveligt koldt den vinter. Landet var besat af tyskerne. Det var en rigtig trist tid, der virkede udsigtsløs, endeløs, fortalte min mor. Den koldeste vinter i mands minde, hvor folk ligefrem døde af kulde. Efter krigen, da befrielsen kom i 1945, kunne man sige: ”Nå ja, den varede ikke i så mange år”. Men midt under krigen føltes det, som om den aldrig ville holde op. At landet altid ville være besat, at maden og andre forsyninger altid ville være knappe, at vintrene aldrig ville give slip.’

’Der var frostklare nætter i julemåneden det år, og herude på landet så man tydeligt, at der var mange fly i luften: engelske bombefly på vej mod Tyskland, og fly, der skulle kaste forsyninger ned til modstandsgrupper herhjemme. Der var selvfølgelig også tyske kampfly, der forsøgte at skyde dem ned. Flere blev skudt ned, også tæt på os. Her blev der nemlig nedkastet udstyr til lokale sabotagegrupper. Jeg ved ikke, hvor mange, der blev skudt ned heromkring og som kom til at ligge dybt i mosen. Moserne her er store og nærmest bundløse. Folk i landsbyen så af og til en luftkamp; englænderne fløj lavt for at undgå radaren. Der var en hel kæde af radarstationer op igennem Jylland. Faktisk lå der en meget tæt på.’

’Mor fortalte om en særlig begivenhed. Det var en juleaften og det var tidligt mørkt, selv om der lå sne på jorden der gav genskin. Med ét hørte de en voldsom larm lige over huset. De slukkede lamperne, for at intet lys skulle slippe ud, åbnede døren og sneg sig ud for at kigge. Der var to fly i luften, et stort bombefly med et jagerfly i tæt forfølgelse. Fra bombeflyet strømmede der rødlig røg fra den ene af motorerne, der hakkede og til sidst satte helt ud. Projektiler fløj fra jagerflyets kanoner og ramte det allerede dødsdømte bombefly. Det fløj i en lav bue over huset og lagde an til at gå ned på heden eller mosen.’

’Pludselig hørte de også lyden af en motorcykel nærme sig hastigt på vejen fra nord, hvor der lå en militærbase. Min mor og mine bedsteforældre pressede sig ind i skyggen bag ved huset, hvor de alligevel kunne følge med i dramaet. Motorcyklen bremsede hårdt op foran huset og drejede skarpt af og bumpede op ad den lille grussti, der førte hen til mosen. De kunne se i måneskinnet, at den havde en sidevogn med et maskingevær påmonteret og et projektørlys, der straks blev tændt. Bombeflyet drønede på dette tidspunkt meget lavt hen over dem og ville tydeligvis straks styrte ned. Der blev tændt lys i cockpittet, som man altid gjorde i fly, der var tæt på havari, som tegn på overgivelse. Alligevel tog motorcyklisten opstilling for enden af stien, og der blev sendt salve på salve mod skroget. Flyet styrtede med et brag. Den tyske skytte råbte højt af tilfredshed, og da de ikke kunne gøre mere den nat, blev motorcyklen vendt om, og de kørte væk den vej, de var kommet.’

’Min mor og mine bedsteforældre var rystede over denne nedslagtning af mandskabet, der var helt imod de underforståede aftaler, der var almindelig kendte. Men når jeg tænker tilbage, så ved jeg, at der selvfølgelig var stort had mellem de to folk, ikke mindst fordi så mange civile led under bombetogterne. Her var en ’tak for sidst’ for de angreb, der blev udført på de tyske byer.’

’Hvad gjorde jeres familie så?’ spurgte jeg. Det var svært at forestille sig, at disse dramatiske og voldsomme begivenheder kunne udspille sig på så stilfærdigt et sted.

’Min mor fortalte, at bedstefar resolut tog en lampe frem fra bryggerset. Han kunne se, at flyet allerede var halvt nedsunket i dyndet, og han ville sikre sig, at de fik bjerget eventuelle overlevende. Også selvom maskingeværilden havde været så voldsom, at der næppe kunne være overlevende. Han kendte stien, der førte over mosen, og de kom hurtigt frem til flyet. Vingen med den brændende motor var helt revet af og skroget var flået op i den side. De kunne omgående se, at mandskabet på seks mand alle var døde bortset fra én mand, der lå bevidstløs bagest i maskinen. De fik ham trukket ud og slæbt hjem, hvor de kunne konstatere, at han helt havde undsluppet både havariet og skudsalverne.’

’Næste morgen tidligt kom der et hold tyske soldater til åstedet. Jeg ved ikke, hvad de gjorde med ligene, men jeg er bange for, at de bare smed dem i mosen, som det efterhånden var praksis. Ingen blev begravet på den lokale kirkegård i hvert fald. Der kunne ikke reddes nogen stumper fra flyet, der allerede næsten var væk i dyndet. Det faldt ikke soldaterne ind, at der kunne have været overlevende; nattens sne havde slettet sporene mellem flyet og hjemmet.’

Den unge flyver blev i vores hus i en god uges tid, inden dr. Clausen en nat hentede ham i sin lille pickup og kørte ham til en nærliggende kro, hvorfra modstandsbevægelsen sørgede for, at han kom videre til Sjælland og så til Sverige. Familien hørte ikke mere fra ham, da han senere vendte tilbage til England, hvor han fortsatte i flyvevåbnet. Han blev vist slået ihjel det næste forår, da hans fly blev skudt ned over Tyskland. Jeg ved ikke noget om ham, ikke engang hvad han hed; det fortalte min mor aldrig. Hans navn blev skrevet i vand, var det eneste, min mor fortalte.’

’Men vinteren det år havde som sagt været usædvanlig kold, og de to unge mennesker i det lille hus ved landevejen har sikkert søgt trøst hos hinanden og varmet hinanden om natten. Ikke så mærkeligt derfor, at dr. Clausen blev kaldt ud til huset ni måneder senere, hvor han sørgede for, at et velskabt barn kom til verden. ”Masser af rødt hår’, som Clausen sagde. ’Det skal nok holde hende varm!” Og til de tilfældigt forsamlede i butikken, fortalte han, at Marie havde født et kønt pigebarn, men at faderen var faldet i krigen. ”Jeg kendte ham godt”, fortalte Clausen videre. ”Han var en god og modig mand, som Marie kan være stolt af!”

’Følte du aldrig behov for at finde ud af noget om ham, hans familie? Og måske finde dem i England?’ spurgte jeg.

Elisabeth kiggede ned på lyngen, hun holdt i hånden. ’Nej, alting har sin tid. Min mors eventyr er nok for mig, en lille historie om at mødes i kulden og give hinanden varme, lige den stund, det står på. Et lille blomsterminde en gang om året.

Hede Med En Mose

To Søstre

To søstre

I 1973 købte vi en lille ejendom på en bakketop langt fra hovedvejen. Dengang var de færreste huse forsynet med navn – Granly, Katrinesminde, Hedebo, Egely og Virkelyst synes at være kommet til noget senere, og det var først, da vores salgskontrakt højtideligt blev skrevet under og lidkøb blev drukket på byens hotel, at Søren – til Mies tydelige fortrydelse – fortalte, at vores nyerhvervelse lokalt gik under navnet ’Spjættenborg’ eller ’Spjætsborg’. Naboerne tog senere ideen til sig, og en tilflytter på gården ved siden af, der gravede en dam ved huset, fik hurtigt lavet et skilt: Vandborg. Svend på gården i lavningen mod syd, der brugte tid på at opfinde forskellige redskaber, var straks med. Således kom også ’Tankedal’ til verden.

Spjættenborgs tilliggende består hovedsageligt af to lige brede og lige lange jordstykker, hver på 15-20 tønder land, der strækker sig fra nord, med udsigt mod Gilbjerg, og ned over bakken mod syd til bebyggelsen Nebel, oprindeligt Vorbasse Nybøl. Det østlige stykke hed dengang – nu for længst glemt – ’To søstre’. Går man længere tilbage i tiden, ser man, at før og under udskiftningen i 1780erne, havde markerne ofte et navn; ’Peter Hansens eng’, for eksempel. I England holder man stadig fast i at have navne på jordstykker. Det er ikke blot de nødvendige betegnelser, sådan at familien, for eksempel, ved hvor husbonden er henne at pløje – i ’det lave’ eller ’oppe på bakken’. Selvfølgelig møder man i det engelske landskab den samme slags betegnelser: ’Højager’ som eksempel. Men også nogle navne, der enten er historiske eller beskrivende: ’Lerbakken’, ’Surgræs’, ’Præsteengen’, ’Lange Karl’, ’Storsmedens’. Hvad så med det danske ’To søstre’?  Om det skal denne historie langt om længe fortælle.

Dette østlige stykke tilhørte engang Marie og Martha, der var tvillingesøstre. Ved historiens start, er de 24 år gamle. Deres bibelstærke fader havde bestemt navnene og havde derved måske udstukket retningen for deres liv. Han var for længst død af druk, og konen, den magreste skikkelse, man kunne forestille sig, havde taknemmeligt selv fundet tidlig hvile på kirkegården. Huset, som de to søstre boede i, lå for foden af bakken. Faderen, der havde bygget huset, påstod, at det lå i læ. Her mødtes dog alle vinde, her strømmede både efterårets regnskyl og forårets tø hen, her fandt frosten sit tidligste leje, og blev liggende længe efter den havde forladt resten af landskabet. Det var ikke noget ønskested.

Dyrke heden kunne de to søstre ikke, og de slap derfor heldigvis for et uundgåeligt sølle resultat med tilsvarende skuffelser. Lyngen dækkede en halv meter sand, der hvilede på en jernseng af al. I stedet for at bøvle med det, holdt Marie og Martha høns, og byttede æggene for de få daglige fornødenheder, de kunne få. De havde også en ko, en islænder, og en kålhave, og de følte sig, om ikke rige, så rimeligt tilfredse.

 

Ejendom i Klink ved Hejnsvig, før 1900. Ukendt fotograf. Hejnsvig Lokalarkiv

 

Således havde de levet sammen på dette sted, sammen men dog alene snart halvdelen af deres liv. De deltes om arbejdet. Martha passede som ventet det hjemlige, hvor Marie tog til marked i en primitiv jumbe, som islænderen trak. Hun solgte æg og lidt husflid som for eksempel koste af revlingeris og flettede kurve. Det lykkedes hende altid at få sine varer afsat. Hun var ikke specielt køn, men hun havde et ligefrem væsen, og hun var rap i replikken. Martha, til gengæld, var knap så indtagende og var bevidst om, at hun trak på det ene ben, et minde om deres til tider voldelige far, der i beruselse kunne finde på at slå uden hæmninger.

Marie tog til det store sommermarked i Vorbasse på deres 25 års fødselsdag. Da hun kom hjem den næste dag – hun havde overnattet hos familie i landsbyen – var hun opstemt. Hun havde både penge med hjem fra salget af varerne og et honninghjerte med til sin søster.

Tre uger senere tog hun igen afsted til marked. Hun tog glad afsted allerede før klokken seks, for at få så meget ud af dagen som muligt. Martha var også tidligt i gang med at rydde op og fodre høns og binde koen ud. Da hun stod bag huset, hørte hun lyden af en, der kom fløjtende på hesteryg op ad den smalle marksti til huset. Man kunne se på græsset på stien, at det ikke var hver dag, at der kom nogen forbi her. Denne beredne fremmede sprang af sin hest og lod den stå i skyggen, hvor der var lidt græs at nippe til. Han gik hen til Martha med en glad hilsen:

’Goddag og Guds fred. Her kommer Martin Kræmmer. Er du alene eller er Marie mon i huset i dag?’

Martha betragtede noget mistænksomt den unge mand, der havde en almindelig fremtoning, hverken stor eller lille, køn eller grim, men pæn i tøjet og med et åbent ansigt indrammet af mørkt, krøllet hår.

’Ha! Mon ikke du vil kende mig igen, søster’, grinte han, da han mærkede hendes granskende blik. ’Ondskab ejer jeg ikke, men en lille hilsen har jeg til din søster, som jeg traf på Vorbasse marked. Hendes kønne træk kan jeg kende hos dig.’

’Hun er ikke hjemme, hun er til marked i Brørup’, fortalte Martha ham, noget formildet af hans venlige stemme og smiger. ’Og jeg har ikke penge til tant, men en rugbrøds klemme og lidt vand kan jeg da byde på.’

’Det er venligt af dig’, svarede han, noget nedslået. ’Vand tager jeg gerne imod, også til min hest. Så må jeg skrive en besked til din søster, som jeg havde regnet med at kunne træffe.’

Da han blev bænket i køkkenet, fandt han papir og blyant frem af sin ransel, og skrev en kort besked. Han fiskede noget op af lommen, som han hurtigt fik lagt i papiret, som han foldede sammen flere gange til en lille pakke.

’Tak for din gæstfrihed. Husk endelig at give dette papir til din søster så snart hun kommer hjem!’

Så gik han ud til hesten og red tilbage den vej, han var kommet. Først da slog det Martha, da hun stod i døren med den lille pakke i hånden og kiggede efter han, at han ingen sæk havde med kram til salg. Han var simpelthen redet ud alene for at tale med hendes søster.

Da Marie vendte sent hjem fra Brørup med penge i pungen, men et noget lukket udtryk i ansigtet, besluttede Martha, at hun ikke ville nævne noget om den fremmede. Den lille sammenfoldede papirspakke lå dybt begravet i lommen på hendes forklæde.

Det var højsommer. Dagene gik, ugerne gik. Marie tog som altid på marked og fik solgt sine varer. Som oftest lå der en lille skygge over hendes ansigt, når hun kom hjem. Når hun var hjemme, sad hun meget af tiden på en gammel bænk ved hjørnet af huset og kiggede ud over landskabet. Martha lagde mærke til, at hun mest spejdede hen ad stien, der førte til Nebel og den større verden.

En tidlig dag i efteråret, da Marie stod i døråbningen og redte sit hår, opdagede Martha pludselig, at hendes kjole strammede noget over maven. ’Jamen Marie, du er jo med barn’, udbrød hun.

’Ja, Martha, det er jeg’, svarede hun stille. ’Og med en dejlig mand, der alligevel har forrådt mig. Men sådan er det nu, og jeg må få det bedste ud af det. For barnets skyld’, og hun strøg hånden hen over maven. Hun tøvede, og sagde så: ’Jeg håber, søster, at du vil hjælpe mig.’

Martha nikkede. ’Det må vi klare.’ Og hun tilføjede halvt for sig selv: ’Det er vist også min pligt her i livet.’ Og mere blev der ikke sagt, hverken da eller senere.

Den 1. februar, midt i den mildeste vinter nogen kunne huske, blev der født en dreng i det lille hus for foden af bakken. Martha var fødselshjælper og barnet kom til verden i løbet af tre timer, næsten uden besvær. ’Han skal hedde Martin’, sagde Marie, da Martha lagde barnet op til hendes bryst.

Der kom konebesøg med barselspotter og hjemmestrikket tøj til den nyfødte. Der kom også uventet mandebesøg nogle få dage efter. Det var en tre-fire stykker fra Nebel. Efter at de havde hilst og rost barnets udseende, tog Niels Smed ordet.

’Her er der ikke godt at bo’, sagde han. ’I ved jo, at her er der koldt og fugtigt. Det er ikke sundt for barnet – eller jer. På bakketoppen, hvor jeres salige far, Gud være med ham, burde have bygget huset, er luften ren. Jordstykket er til fals. Ingen vil have det. Det kan ordnes uden penge. Og huset vil vi flytte for jer.’ Så stor respekt havde man for de to søstre, der uden at kny havde klaret sig hæderligt.

Sådan gik det til, at der kom til at ligge en lille ejendom på bakketoppen, der meget senere blev besmykket med navnet ’Spjættenborg’. Tilværelsen kom til at forme sig anderledes godt for de to kvinder og drengen. Her trivedes hønsene og andet fjerkræ, her voksede de nyplantede frugtbuske og træer langt fra bakkeskråningens frost og ublide vejrforhold. Her levede de i nogle år og var tilfredse med livet, skønt der af og til gled en skygge over først den ene kvindes ansigt, så den andens. Drengen blev stor og i sagens natur kom han ud at tjene og flyttede hjemmefra. Alligevel vendte han tilbage så ofte, han kunne, og hjalp til på ejendommen.

  1. A. Ring: Aften. Den gamle kone og døden. 1887

 

En dag kom Marie tidligt hjem fra marked med feber i kroppen. Martha lagde hende i seng, og da de så hinanden i øjnene uden at sige noget, vidste de begge besked. Hun var blevet smittet med den spanske syge. I løbet af kort tid, døde først hun og siden søsteren.

Skønt huset var tarveligt og jorden ringe, blev ejendommen solgt og gik videre til fremmede. Der blev efter nogle år bygget et pænt stuehus lidt længere væk fra den mose, der endnu ikke var drænet og dyrket, og som til stadighed sendte mosekonens bryg op omkring den gamle længe. Der blev plantet til, og efterhånden lå huset godt pakket ind.

I tidens fylde købte vi ejendommen og tilpassede den vores smag, og forbedrede også den oprindelige beboelse. Vi lagde også mærke til, at der hvert efterår kom en ældre fremmed mand forbi, som gik hen over gårdspladsen, og hvilede en stund ved hjørnet af staldbygningen. Han stod og betragtede et gammelt æbletræ, der kroget og vindblæst voksede tæt på bygningen. Efter nogle minutter, vendte han om og forsvandt den vej, han var kommet. Et efterår, da jeg gik i staldbygningen og var ved at rive en mellemvæg ned, hvor kogekarret havde stået, hørte jeg skridt, der nærmede sig. En skikkelse viste sig i døråbningen og kiggede usikkert ind. ’Ja undskyld’, sagde han, og jeg så, at det var vores efterårsgæst, som en fugl på en evig trækrute. ’Ja, undskyld’, gentog han sig. ’Men her er jeg vokset op. Sammen med min mor og min moster.’

’Du er da velkommen’, sagde jeg. ’Jeg er ved at gøre rummene lidt større. Jeg er ked af, at jeg måske river noget ned, som du har kendt i din barndom.’

Han kiggede sig omkring. ’Nå, nej, det er ikke derfor. Se, her havde vi en ko, og der et fedesvin til jul. Og i det hjørne gik hønsene. Vi boede her i den ende, hvor du er ved at arbejde. Det var ikke ret stort.’

Jeg gjorde plads til at han kunne komme forbi. ’Ja, her stod moster Martha og lavede mad. Der var et ildsted her, hvor gruekedlen står. Og et skab til venstre med et spejl.’

Spejlet, helt brunt af ælde, hang endnu på væggen indfattet i det, der engang havde været et skab men nu kun bestod af fire grove hylder og en skuffe. ’Ja, det er rigtigt’, sagde han for sig selv. ’Der hang spejlet. Her stod hun om morgenen og kogte grød. Hun kiggede altid i spejlet og sagde: ’Her står jeg og koger grød og ser min synd i øjnene.’

’Hvad mente hun med det?’ spurgte jeg. Men manden rystede bare på hovedet og gik ud til staldhjørnet, hvor han stod og så på æbletræet. ’Det hedder Martins træ’, sagde han pludselig. ’Det blev plantet på min etårs fødselsdag. Ja, ja, det er et par år siden.’ Han vendte sig om og traskede langsomt tilbage over gårdspladsen. Nej, han skulle ikke have en kop kaffe eller noget. Han skulle videre. Det var også sidste gang, jeg så ham.

Da jeg gik tilbage til mit forehavende, tænkte jeg på hvilken fortælling, denne bygning kunne gemme på. Hvad den end var, skulle de to små rum alligevel lægges sammen og væggen pilles ned. Ud kom gruekedlen og med sig bagvæggen, der holdt spejlet og hylderne. Spejlet kunne ikke reddes og splintredes på stenpikningen. Skuffen, der selvfølgelig var tom, gled ud og faldt ligeledes ned på gulvet. Bag den havde der åbenbart været lidt luft, da den ikke kunne skubbes helt ind i sit rum. En lille sammenfoldet grålig pakke på størrelse med min håndflade lå skubbet langt ind. Jeg tog den frem og foldede den forsigtigt ud.

Skriften kunne tydes med lidt besvær; jeg kunne straks se, at to forskellige havde skrevet de linjer, der stod der. Øverst stod der: ’Kæreste Marie. Vi ses på markedet i Grindsted. Svigt mig ikke. Jeg er ked af ikke at træffe dig i dag. Jeg elsker dig! Her er mit løfte til dig spundet i sølv. Kærligst, Martin’. Inde i papirets fold lå der nemlig også en fin lille sølvring. Under disse linjer stod der med en anden skrift: ’Han blev sparket af en hest på markedet og døde. Jeg kunne ikke fortælle Marie det, og jeg må leve med min synd. Jalousi og bitterhed har været min lod. Gud og Marie tilgiv mig’. Martha må have stået her hver eneste dag og set sig selv i spejlet, mens grøden kogte. Og når hun sænkede blikket nogle få centimeter, så hun på skuffen, der skjulte beviset på hendes synd og skam.

Et par år senere blev den lange mark ’To søstre’ dybdepløjet med en hedeplov, der var stor og kunne bryde allaget. For foden af bakken vendte den nogle mursten og lidt jern op. Traktorføreren kiggede og bemærkede lakonisk: ’Hm, her har der boet nogen en gang. Det har været sølle. Her kunne man ikke leve et liv.’

Der, tæt på hvor huset havde stået, plantede jeg i hegnet det efterår to hvidgraner, som jeg vidste kunne modstå blæst, kulde og tørke. Under det ene træ begravede jeg den lille sammenfoldede pakke. De to træer, de to søstre, står der den dag i dag og vokser videre med deres lille hemmelighed skjult i den kolde jord.

 

Den Gamle Kone Og Døden L.A. Ring 1885

Tumpe Lasse

Der blev født otte børn på Mosegården i de første ti år, hvor Karl Mann og Signe boede der. Under det ottende barns fødsel, døde både moderen og barnet og Karl stod tilbage med syv
børn under ti år. Karl var efterkommer af en indvandret klejnsmed fra Lübeck, og til præstens
åbenlyse fortrydelse blev de to første børn døbt henholdsvis Heinrich og Vilhelm. Da barn
nummer tre kom til verden og skulle døbes, så præsten derefter strengt på Karl og sagde, at hvis barnet skulle døbes af ham, skulle det have et godt dansk navn. Præsten havde en imponerende størrelse og tilsvarende myndighed, så navnet ’Heinz’ døde på Karls læber, og han nikkede stumt men indestængt arrigt, da præsten sagde, at han da gerne ville tage lille Lars med ind i sin menighed. Konen Signe virkede som sædvanligt forskræmt, men hemmeligt tilfreds, og sådan blev det, at det tredje barn og den sidste søn kom til at hedde Lars, og han var fra starten bestemt ikke faderens yndling. Om så nogen var. Om alle børnene på Mosegården kan der fortælles mange historier, men denne fortælling handler mest om den tilsyneladende mindst kvikke af dem alle: Lars, eller Tumpe Lasse, som han kom til at hedde. Den ældste, Heinrich, har senere påstået, at de alle var kvikke børn. Han selv, sagde han nøgternt, var den næst kvikkeste af dem. Blandt andet fordi han kom væk fra Mosegården så hurtigt, det kunne lade sig gøre.


Heinrich kom så godt som aldrig til at slide på en skolebænk, da han skulle arbejde fra
morgen til aften på gården. Faderen var en hård arbejdsgiver, og hver lørdag blev regnskabet
gjort op ved middagsbordet over grøden, som var den daglige kost. Her blev drengens
fejltagelser og undladelser påtalt. Efter faderens middagssøvn, tog han drengen med ud i
stalden og gjorde regnebrættet op med sit svære bælte, så efter moderens begravelse, stak
Heinrich ganske enkelt af. Han gik sin vej i det tøj og de træsko, han stod i. Han kom mange
timer senere, forkommen og dyndvåd, til Kolding, og her var det hans held, at en bagerkone,
der stod ved døren til bageriet og trak frisk luft, fik øje på ham og forbarmede sig over ham.
Hans historie fik en lykkelig slutning, da han mange år senere blev kendt som Københavns
bedste konditor: Henrik Flugt, som han nu kaldte sig. Også broderen William, der senere
sluttede sig til ham og ligeledes havde smidt det døbenavn, der bandt ham til den forhadte
fader, fik succes. Hvis de nogensinde omtalte deres barndomshjem, blev det kaldt ’Grødhuset’
eller ’Gråd-huset’, men mest ’Tugthuset’.

Men Lars stod så tilbage som eneste søn og arving til faderens galde. Pigerne, der lignede
deres mor, rørte Karl ikke, men også de flygtede så hurtigt de kunne. Lars gik til hånde på
gården. Han sagde så godt som ingenting, og rygtet gik, at han var sær. Faderen forklarede det
ved, at han var blevet sparket i stalden af hesten og havde mistet forstanden. ’Det har nok været en hest, der gik på to ben’, kommenterede en nabo syrligt. Præsten, der siden dåben havde holdt lidt øje med Lars, sørgede for, at han kom i skole de tre dage om ugen, den blev holdt. ’Jeg tror, at der trods alt sidder et fornuftigt hoved på ham’, fortalte han den tvivlende degn, der blot sukkede og tav.
Så indtog Tumpe Lasse, som han altid hed blandt sine jævnaldrende, en plads bagest i
klassen, længst fra kaminen og tættest på den kolde ydermur. Han klagede sig aldrig og rent
faktisk blev han ikke drillet, for han passede sig selv. Han var fysisk stærk, men det var mange
af de andre drenge også. Måske var det et murrende, rødligt glimt dybt inde i øjnene eller den
måde, hans store hænder uafladeligt krummede sig sammen til hårde næver og slappedes igen, der fredede ham. Både i skolen og på gården. Der gik nogle år, hvor Tumpe Lasse voksede til og sammen med faderen passede dagligdagen på gården. Hver morgen efter malkningen, mugede han ud i stalden og kastede gødningen ud på møddingen, der hobede sig op i et fælt bjerg midt på gårdspladsen. Så snart frosten var af jorden, skulle det hele køres ud på marken. En nabo stillede noget modvilligt sin hest og vogn til rådighed, og hjalp Lasse med at forke det hele op på vognen. Mest fordi han ynkede sønnen frem for, at han ville hjælpe faderen. Mens de stod og læssede vognen, syslede faderen oppe på taget: Mønningen skulle fornyes efter en lang vinter.

Pludselig mistede faderen fodfæste og gled ned ad det glatte stråtag mod brostenene på
gårdspladsen. Han nåede lige akkurat at varsko de to mænd under sig med et råb: ’Hjælp! Grib
mig!’ Og i et rask snuptag vendte Tumpe Lasse sig lynhurtigt om fra vognen og fangede
faderen med sin blankslidte greb, der gik durk gennem brystkassen på ham. ’Et hændeligt uheld’, blev der sagt. ’Og det var jo Tumpe Lasse…’

Efter begravelsen sad de syv søskende bænket omkring det tarvelige bord i køkkenet –
for de fleste af dem, var det første gang i mange år. Henrik mønstrede de kendte omgivelser og til sidst hvilede øjnene på lillebroren. Han noterede, hvordan hænderne lå afslappet i skødet, hvordan det farlige glimt ikke længere var i blikket.
’Lars’, sagde han så, ’her mellem disse fire vægge vil jeg sige højt, hvad jeg altid har
tænkt. Du er sgu da den kvikkeste af os alle sammen.

L. A. Ring Vogterdrengen 1885
WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly