Bestyrelsens beretning på generalforsamlingen den 12. marts 2024.
Det er en stor fornøjelse for bestyrelsen, at vi kan holde generalforsamling i vores eget hus.
Grindsteds ældste hus ejes jo af apoteker Lene Brandstrup, som stiller huset til fri rådighed for
byens borgere. Her kan man sætte sig i de gamle stuer og nyde roen og ekkoet fra gamle dage,
eller måske læse i en af de mange bøger. Nøglen hentes på apoteket. Det er også muligt via husets
hjemmeside at booke huset til små arrangementer og møder – dog ikke fester! Huset bookes i
stigende omfang af foreninger til f.eks. bestyrelsesmøder.
Skønt huset er det ældste i byen, forfalder det ikke. Lene Brandstrup sørger hele tiden for
vedligeholdelse og fornyelser, så det er et dejligt sted at opholde sig. Det skylder vi hende stor tak
for.
Året 2023 begyndte med ”vintertræf” hver anden mandag i januar, februar og marts – første gang
den 9. januar. Hver gang var der en pæn tilslutning på mellem 25 og 30 deltagere. Her kunne vi se,
at nu turde man gøre sig fri af coronaens pres. Kaffe med rundstykker, et par sange og hyggesnak
er hver gang programmet. En gang imellem fortæller en deltager om et emne. Vi har været så
heldige at få tilskud fra en af kommunens puljer til disse arrangementer.
Den 7. februar gentog vi arrangementet ”Lune Larsen” med sognepræst Mads Djernæs, Vejle. Der
var 40 deltagere, som fik et morsomt og tankevækkende foredrag med indlagte sange af Kim
Larsen.
Generalforsamlingen den 28. marts var godt besøgt, og efter den officielle del fortalte Annette
Bruun Jarl meget morsomt og interessant om det at være journalist i Grindsted.
Den 13. april fik vi besøg af Jørgen Eeg Sørensen, som fortalte om sin opvækst i Grindsted og om
sin far Mogens Eeg Sørensen, som var med i Modstandsbevægelsen. Hans bedstefar var
førstelærer og boede i apoteksbygningen, som tilhørte kommunen på det tidspunkt. Der var igen
fuldt hus til et spændende foredrag.
Traditionen tro var der levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj.
Den årlige havedag fandt sted den 29. juli. Der kom en del og så på haven, men da vi var belemret
med silende regn, blev det ikke til det helt store. Det traditionelle udendørs salg af frasorterede
bøger druknede i regn, men der blev da solgt lidt.
Som et indslag i Trekantens festuge afholdt vi den 29. august en ”billedvandring”. Jeremy Watts
ledte interesserede en tur rundt i og fortalte om den maleri- og fotosamling, der er i Dr. Hansens
Hus og nabohuset, som vi kalder biblioteket. Gæsterne blev trakteret med et glas hvidvin. Det var
virkelig et tilløbsstykke. Der er stor kreativitet med hensyn til at finde på nye arrangementer. I Dr. Hansens Hus har vi en stak ugeblade fra ”gamle dage”. Inger Riis Madsen inviterede til en hyggeeftermiddag med de
gamle blade og en kop kaffe. Efter et oplæg var der en hyggelig snak over ugebladene – ”kan I
huske..”.
Den 1. oktober 2023 skulle det markeres, at det var 100 år siden, at Grindsted Museum blev stiftet
af blandt andre apoteker Sophus Levin Hansen. Da Museet jo først var i Dr. Hansens Hus, og vi har
en del fotos fra Levin Hansens hånd, smugstartede vi fejringen med en ”Sophusdag” den 30.
september. Der var indbudt repræsentanter fra Museet og andre offentlige instanser og venner af
huset. Efter velkomst fortalte Jeremy Watts historien om Sophus Levin Hansen, og
museumsinspektør Carina Serritzlew fortalte om museet. Derefter blev hus, have, malerier og
fotografier beundret og diskuteret. En fin dag.
Det er spændende at høre fortællinger om menneskers opvækst i Grindsted. Sådan en oplevelse
fik vi den 3. oktober af Ebbe Foghsgaard. Som søn af den tidligere apoteker boede han under sin
opvækst på 1. sal i apoteket. Det blev en spændende og sjov aften med barndoms- og
ungdomsminder, som han delte med flere af de tilstedeværende. Igen fuldt hus.
Den første søndag i advent udskænkede vi gløgg i haven efter juleoptoget og adventssangen i
kirken. Der var tændt op i bålfadene, og de omkring 80 deltagere hyggede sig med hinanden.
Onsdagen efter holdt vi adventssang akkompagneret af Aksel Fredensborg. En hyggelig aften.
Jeremy Watts udarbejdede i 2022 en fin lille bog ”Billederne i Dr. Hansens Hus”. Den blev trykt i et
lille oplag, som nu er solgt. Derfor planlægges en ny udgave med de senere billeder tilføjet.
Desuden er det planen, at den fine samling af gamle cameraer skal vises og beskrives i bogen. Vi
søgte og fik bevilget penge fra kommunens udviklingspulje til formålet. Det er vi meget glade for.
Arbejdet er i gang.
Registreringen af de mange bøger er afsluttet, og nu følger arbejdet med at stille på plads. Mogens
Hansen og Tove Skielboe er i fuld gang med at placere de religiøse bøger på første sal i huset. De
øvrige bøger skal stilles i reoler på 1. sal i nabohuset.
Bodil Lisborg har foræret Dr. Hansens Hus en række malerier og tegninger udført af hendes afdøde
mand, Jørgen Lisborg. De vil blive hængt op på 1. sal i nabohuset.
I donationen fra Ole Kirks Fond var indeholdt et lydanlæg, som vi nu har fået installeret, og nyder
godt af her i aften. Vi har desuden fået et transportabelt anlæg til brug f.eks. i haven.
I haven har vi en flok ivrige frivillige, som sørger for at alt ser pænt ud. Det er altid en nydelse at
færdes derude. Rigtig mange af byens indbyggere tager vejen gennem haven, og vi oplever, at
dagplejemødre og børnehaver tager børnene med ind i haven. Det er da dejligt.