Formandsberetning 2021 for regnskabsåret 2020
Bestyrelsens beretning den 27. maj 2021.
Det er næppe en overdrivelse at kalde det forløbne regnskabsår for atypisk. Mange idéer og aktiviteter måtte udsættes eller helt opgives på grund af forsamlingsreglerne. Bestyrelsen har glædet sig over, at det lykkedes at afvikle generalforsamlingen den 22. september 2020.
Bestyrelsen har holdt fire fysiske møder og haft løbende telefonisk og e-mail kontakt.
På første sal blev der i løbet af efteråret oprettet en hyggelig og godkendt arbejdsplads med blandt andet hæve-/sænke skriveborde fra LEGO. Her arbejder to medarbejdere fra biblioteket på skift med at registrere de mange bøger med religiøst indhold. De arbejder henholdsvis 3 og 2 timer om ugen. De har nået omkring halvdelen.
Den 13. september havde vi havedag, hvor ca. 40 deltagere fik en fortælling om haven.
Vi indså, at adventshygge og julesang i huset som i 2019 ikke kunne gennemføres. Men når en dør lukkes, åbner der sig en ny: Første søndag i advent indbød huset til udendørs hygge med ild i to bålfade servering af kartoffel-/poresuppe med flutes. Serveringen foregik fra to telte, udlånt af Beredskabsstyrelsen. Omkring
65 personer benyttede sig af tilbuddet. Også den 10. december blev der serveret suppe i forbindelse med kirkens Gå-dig-glad arrangement. Til betaling af traktement m.v. har vi søgt og fået støtte fra blandt andet kommunen.
Skønt huset ikke var åbent, blev et juletræ pyntet. Og der var lys i vinduerne hele december måned. Lysene var populære, så da lysene blev taget ned, blev Inger Madsen kontaktet af en beboer i Apotekergården, som savnede dem.
Billund Kommune har udlånt endnu to Erling Frederiksen billeder til huset ”indtil videre”. Der er hængt op i den store stue sammen med de andre. Det er meget flot.
I haven er det sket mange ting. Den største er nok etableringen af det flotte stendige på hjørnet over mod kirken med brolagt indgang til haven. Nu spejler de to sider af gaden sig i hinanden. Billund Kommunes borger-Idé kasse har støttet med kr. 40.000. Stor tak for det.
Der er etableret faskiner til tagnedløbene. Der er opstillet to nye bænke fremstillet af Keld Sørensen i buksbomcirklen, hvor der snart lægges brosten og piksten.
Lige nu er der planer om en ny sti ved den runde plæne i apotekerhaven, cypresbeplantning m.m. ved apotekets gavl.
En stor tak til havefolket for en stor og vedholdende indsats.
Noget meget synligt er også nedskæringen af det store træ ved husets indgang i Borgergade. Desværre gav træets rødder problemer med revnedannelser i husmuren, så der var ingen vej uden om. Men den 2-3 meter høje stamme, der står tilbage, bliver af en århusiansk træskulptør forvandlet til en spændende skulptur.
Af fremtidige aktiviteter kan nævnes udendørs servering ved Gå-dig-glad den 20. og 27. maj, havedag forbindelse med markedsdag lørdag den 7. august og efter sommerferien en gåtur op ad Borgergade sammen med Karin Berg, som fortæller om de gamle huse – dette arrangement tænkes afsluttet i huset med yderligere fortælling og visning af billeder.
Skønt huset ikke har været i normal drift, har flere mindre grupper lånt huset til møder. Den 26. august var en gruppe tunghøre på besøg og hørte om husets og byens historie. En såkaldt skrivetolk skrev lynhurtigt alt det sagte på en PC, og teksten blev vist på en skærm.
Dr. Hansens venner vil gerne have flere medlemmer. Den bedste måde er uden tvivl en henvendelse fra jer.
Til slut retter jeg en stor tak til bestyrelsen for et godt samarbejde.
Beretningen overlades hermed til forsamlingens behandling.