18.01.2026 – Mindeord Lene Brandstrup

Mindeord om Lene Brandstrup
Da flagene ved Grindsted Apotek og Dr. Hansens Hus gik på halv, var alle klar over, at Lene Brandstrup efter en årelang kamp mod sygdom havde lagt sit virke til side og var sovet ind.
Lene Brandstrup fik bevillingen til Grindsted Apotek i 2007, og det blev hurtigt klart, at der var kommet en ny dynamik og en ny æstetik til Apotekertorvet. Byens måske fineste hus, Grindsted Apotek, blev nænsomt istandsat med Lenes sans for de historiske rødder og med en overbevisning om, at tingene ikke skulle gøres halvt.
Ved en senere renovering, der skulle sikre lettere arbejdsgange og bedre forhold for både kunder og ansatte, blev der installeret et teknisk vidunder af en robot. Samtidig blev der på hver side af robotrummets glasvæg ophængt mandshøje fotostater af en apoteker og to kvindelige ansatte fra 1920erne. Tradition og modernitet gik i Lenes verden hånd i hånd.
Da Lene i 2017 købte de to nabohuse, Dr. Hansens Hus (byens ældste) og Grindsteds tidligere bibliotek fra 1934, skete det ligeledes ud fra en dyb optagethed af traditioners betydning og en bevidsthed om, hvor vigtige vores omgivelser er.
»Tænk, hvis de huse blev opkøbt og raget ned!« sagde hun ved den lejlighed. Om Apoteket udtalte Lene i december 2024 i et interview med JydskeVestkysten: »Apoteket er mit liv. Mit arbejde er den, jeg er.«
Men Dr. Hansens Hus blev fra 2017 Lenes hjertebarn, og her – i samklang med Apoteket og med Grindsted Kirke som bagtæppe – blev der skabt en veritabel oase for byens befolkning og besøgende.
Intet, som Lene rørte ved, blev gjort halvhjertet. Dr. Hansens Hus og den tilhørende have, som efterhånden blev forbundet med Apotekets have, blev totalrenoveret og gjort tilgængelige for alle, der ønskede at nyde dem.
Lene mestrede den sjældne kunst både at være en dygtig og særdeles vellidt arbejdsgiver for de cirka 30 ansatte på Apoteket og samtidig en generøs og åben leder for de mange frivillige, der nød hendes tillid og var med til at åbne Dr. Hansens Hus og have for byen – og til at fylde dem med liv og aktiviteter.
»Det er lige, som jeg havde ønsket mig det,« udtalte Lene ved et af de mange arrangementer i huset. Lige til det sidste var Lene engageret i både Apoteket og Dr. Hansens Hus. Hendes varme og personlige aftryk vil blive savnet af alle, der har kendt hende.
Æret være Lenes minde.


Bestyrelsen for Dr. Hansens Venner


Skriv en kommentar