Rundt om mit liv med naturen og citronsommerfuglen.
De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.
Med starten af Inger Christensens, digt Sommerfugledalen var eftermiddagen skudt i gang på smukkeste, poetiske vis af Mary Holm-Larsen, som i 3 kvarter tryllebandt tilhørerne med sin levende, engagerede beretning om sit kringlede, uforudsigelige liv, startende i Gribskov i en børnerig familie, hvor der ingen storhed var, over universitetet til fængselspræst i Horserød til 23 år
som præst i Skibet Kirke. Her startede hendes liv med og fascination af naturen. I dag er hun en yderst aktiv pensionist med bopæl i Vejle, men med ret fast ophold på Liselund Højskole i Slagelse, hvor hun knokler for at give fugle og insekter de bedste betingelser i den store park. Her har citronsommerfuglen kronede dage med sine livretter: tørstetræ og mælkebøtter. Dens forunderlige liv fra parring til æglægning, larve, puppe og udklækket sommerfugl åbenbaredes levende for os.
Snakken gik lystigt over kaffen, vinduerne åbnedes for Klokkespillet kl. 16, og nogle sluttede af i haven, som bød os velkomne i det dejlige vejr.
Husk at følge med på vores hjemmeside: doktorhansenshus.dk








